Fortsæt til indhold

Special-læge vender hjem

Niels Jacob Bang-Nielsen er kommet tilbage til Risskov i ’Tidsrummet’

Samfund
Kim S. Andersen

Medicinsk Akupunktur Klinik er tilbage i Risskov efter halvandet år i Skanderborg. Manden bag, speciallæge Niels Jacob Bang-Nielsen, har tidligere haft klinik i sit hjem på Elmevej i Risskov, men ville gerne have klinikken ud af huset, så han flyttede klinikken til Skanderborg. Men nu er han tilbage i Risskov nærmere bestemt på Mossøvej 2 i Kultur- og Sunhedscenteret 'Tidsrummet', som tidligere husede en købmandsskole og i dag rummer forskellige tilbud som yoga, fitness, tandteknik, zoneterapi, coaching og meget mere.
"Min klinik er tilbage i Risskov. 'Tidsrummet' er et udmærket sted at være, og så tager det kun syv minutter at komme herhen på cykel," siger den 71-årige Bang-Nielsen.
Han blev uddannet som læge i almen medicin tilbage i 1969, men blev fascineret af kinesisk akupunktur i 1980erne og var i Kina i 1989 for at dygtiggøre sig i faget. Det blev til et tre måneders intensivt forløb og siden har han givet kinesisk akupunktur til både voksne og børn.

Uddannet i Kina

“Jeg har avanceret diplom i akupunktur fra Nanjing Universitet, og siden 2000 har jeg uddannet læger i akupunktur for Dansk Medicinsk Selskab for Akupunktur,“ fortæller Niels Jacob Bang-Nielsen.
På den måde kombinerer han den vestlige og kinesiske medicin og behandler høfeber, astma, piskesmæld, søvnbesvær og har en særlig interesse for børneakupunktur, hvor han behandler kolik, børnemigræne, spiseforstyrrelser og koncentrationsbesvær.
Det at arbejde med medicinsk akupunktur betyder egentlig bare, at akupunkturen bliver udført af en læge, og det er der flere og flere patienter, som gerne vil have.
“Interessen er pænt stor, og akupunktur har vundet mere indpas, og nu er der også flere undersøgelser med videnskabelig dokumentation for virkningen,” siger Niels Jacob Bang-Jensen, der forventer at fortsætte i mange år frem.

Det er på Mossøvej 2, at Medicinsk Akupunktur Klinik nu holder til.