Fortsæt til indhold

Peter fra Risskov er betaget af Tintin

Peter Wallmann er tilbage i sin gamle butik på Skovvejen. Denne gang satser han på Tintin og ældre plakater

Samfund
Kim S. Andersen

56-årige Peter Wallmann har længe haft lyst til at satse mere på sin hobby; Tintin og gamle plakater.
“Jeg kan ikke fordrage at sælge noget, jeg ikke selv kan li', så på den måde har det været perfekt for mig, og det bliver nogle lange og hyggelige handler, hvor der bliver snakket en del,” siger Peter Wallmann med et efterfølgende smil.
Den tidligere galleriejer har valgt at satse på netop de to passioner på Skovvejen 46, et stenkast fra Trøjborg.
Peter Wallmann var ellers på vej væk fra området. For to år siden opsagde han lejemålet på Skovvejen 46, hvor han havde været i en årrække. Lejemålet er en del af Klintegården, hvor Wallmann også har boet i mange år.
“Jeg har været væk et par år, fordi jeg var træt af, at der altid var vejarbejde, men da butikken her så blev ledige igen, ville jeg egentlig gerne tilbage, fordi det er et godt område,” siger Peter Wallmann, der har trådt sine barnesko i Risskov-området og kan huske, at der engang lå en bager og et konditori i hans butik i gamle dage.
“Her kunne vi få byens bedste flødekager, kan jeg huske. Det har virkelig været en god oplevelse at komme tilbage her på vejen, og kunderne har sagtens kunne finde mig.”
Interessen for Tintin stammer fra barndommen, hvor Wallmans farmor gav ham albummet 'Den mystiske stjerne'.
“Jeg er vildt begejstret for gamle plakater og fuldstændig betaget af Tintin. Det er en af de helt store glæder fra min barndom, siden min farmor kom fra Aalborg og helt til Aarhus med det Tintin-album, som jeg stadig har.”
I butikken har han indrammede albumplakater samt en masse figurer, kopper samt alt muligt andet fra den populære tegneserie.
Historierne om den belgiske journalist bliver Peter Wallmann aldrig træt af.

Vidunderligt univers

“Det er et vidunderligt univers med gode historier og henvender sig til mange generationer. Og så må vi ikke glemme, at den er ekstremt veltegnet. Tintin er vennernes ven og kaptajn Haddock er en rigtig guttermand, selv om han drikker. Jeg synes persongalleriet i Tintin generelt viser mange sider af mennesker, og det er fascinerende,” fastslår han
“Jeg kan især godt li' albummet om månerejsen, der blev udgivet, inden det kunne lade sig gøre i virkeligheden. Og så er 'Tintin i Tibet' også skøn med japanske træsnit og en skøn enkelhed,” siger Wallmann.
Han indrammer også plakater, som kan også bringer ud, hvis kunderne ønsker det. Det foregår om formiddagen, og derfor er åbningstiderne på hverdage fra klokken 12-17.30 og lørdage fra klokken 11-14.15.
“Ellers holder jeg åbent efter aftale. I påskedagene holder jeg ekstra åbent i alle dage fra klokken 12 til 16 på nær lørdag, hvor jeg har åbent fra klokken 11 til 14,” siger Wallmann.

Blandt de mange indrammede albumplakater er ’Månen tur-retur’ den mest populære.