Ældre i Risskov søger ledsaget gåture
Foråret er her, og der er brug for at komme mere ud
Foråret nærmer sig – og dermed lysten til en tur i det fri. I Fortegårdens plejeboliger i Risskov sidder der mange beboere, som ville være glade for at få en lille tur i eftermiddagssolen. En tur i kørestolen for eksempel ned til Bellevue, hvor der er en rampe, så man kan komme op på diget og se ud over vandet, ville være en dejlig oplevelse for de fleste. Men mindre kan gøre det. Blot det at komme ud i det fri og se lidt andet, ville være godt. En del beboere kan klare sig med en rollator, men ville have stor glæde af at have en ledsager med på en lille gåtur i området.
Fortegården har mange meget aktive frivillige, der gør en stor indsats til gavn for plejehjemsbeboerne, men kan altid bruge flere hænder.
Nærmere oplysninger kan fås hos medlem af beboer-pårørenderådet Inger Iversen, telefonnummer: 86176275,eller iiversen@post.tele.dk