Risskovfrisør udvikler app
Aneta Rotman står bag Hairbox, der skal gøre livet lettere for frisører og kunder
Læger og tandlæger har journaler, så hvorfor skal frisører så ikke have journaler?
Det er ud fra den devise, at 37-årige Aneta Rotman er i gang med at udvikle en såkaldt app, der skal gøre livet lettere for såvel kunder som andre frisører ved at udvikle en journallignende applikation til iPad.
“Det er meningen, at man med app'en får et værktøj, der gør det nemmere, smartere og mere effektivt at være frisør og kunde,” siger frisøren, som ejer salonen Risskov Hair Cut.
Hairbox er et frisurekartotek, som kunderne kan tage med sig rundt hos andre registrerede Hairbox-frisører. Frisøren tager billeder af kundens frisurer fra alle vinkler og gemmer alle kundens klipninger. Derudover kan man tilføje en beskrivelse af frisuren eller farven og lægge det i kundens journal.
Aarhusianeren har været i gang med app'en i godt og vel et år sammen med to studerende fra Aarhus Universitets Herning-afdeling. Idéen opstod for halvandet år siden og gennem en kunde, fik hun kontakt til udviklere. I øjeblikket er hun i gang med at teste Hairbox-app'en hos ti forskellige frisører og har fået størstedelen af Risskov Hair Cut's kunder med på idéen.
Oplever færre fejl
“Med Hairbox-app'en har vi oplevet, at der er færre fejl og hurtigere arbejdsgang i salonen. Som frisør er det umuligt at huske, hvordan alle kunderne er blevet klippet tidligere. Så med Hairbox har vi faktisk fået et større flow af tilfredse kunder,” fortæller Aneta Rotman, der har fem års erfaring som uddannet frisør.
“Det har vakt stor begejstring og tryghed fra vores egne kunder, at de kan se deres klipninger fra gang til gang,” fastslår hun.
Hun håber, at Hairbox-app'en bliver helt salgsklar til september:
“Jeg håber og tror, at det kan blive rigtig stort. Især når vi får den integreret med sociale medier. Og så har vi en masse andre udviklingsidéer, som vi ikke vil afsløre endnu”.