Fortsæt til indhold

Turismen i Aarhus i markant fremgang

Turismen i Aarhus udvikler sig markant mere positivt end i resten af landet. "Det viser, at vi har lagt den rigtige strategi," siger borgmester Jacob Bundsgaard.

Samfund
Kim S. Andersen

Turisterne strømmer disse år til Aarhus. ARoS og Den Gamle By har sat flere besøgsrekorder.
I perioden 2008 til 2011 steg turisme-omsætningen med hele 29 procent - eller godt syv procent per år. Til sammenligning var stigningen i København kun knap tre procent per år og 3,3 procent i Aalborg.
Udviklingen ser ud til at fortsætte, ikke mindst erhvervsturismen er for alvor er begyndt at tage fart i byen. Væksten i erhvervsturisme har i perioden 2011-2013 været på 16,9 procent i Aarhus kommune, til sammenligning har væksten i Danmark været godt 5 procent og i København 5,9 procent.
Lukningen af byens permanente turistkontor skabte stor debat, men tallene viser tydeligt, at Aarhus rykker fra konkurrenterne, når det kommer til at skabe vækst i turismebranchen.
Borgmester Jacob Bundsgaard siger:
”I stedet for at vente på, at turisterne kommer hen til os på et stationært turistkontor, kommer vi nu i stedet ud til dem – netop dér hvor turisterne er. En moderne strategi, som har medført, at Aarhus servicerer langt flere gæster end tidligere.”
Det gamle turistkontor betjente cirka 10.000 gæster om året. I 2013 havde VisitAarhus kontakt til ikke færre end 330.000 gæster fordelt på:
• Hjemmeside Aarhus: 124.000 gæster
• Touchskærme: 117.000 gæster
• App's: 21.000 gæster
• Facebook og Twitter: 12.000 gæster
• Krydstogtanløb: 35.000 gæster
• Mobile turismekontorer: Lille Torv 7.000 gæster
• Info-cykel: 8.000 gæster
• Rutebilstationen: 6.000 gæster
Den målrettede gæsteservice gør, at Aarhus yder en langt bedre service over for byens gæster. I 2014 vil der eksempelvis være bemandet turistinformation tilstede ved de største byevents (SPOT, NorthSide, Classic Race, Vikingetræffet og Nykredit Invest Aarhus City Halv-marathon og Aarhus Festuge.)
”Aarhus har meget at byde på. Kulturturturisme er i global vækst, og i Danmark har Aarhus taget førertrøjen på dette område. Jeg glæder mig til sammen med Visit Aarhus og Kulturhovedstaden at udvikle området yderligere i de kommende år, så vi i 2017 kan byde velkom-men til rekord mange besøgende,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.
Når der afholdes større kongresser med international deltagelse, er der altid bemandet turistinformation, og nye studerende på Aarhus Universitet bliver ved semesterstart præsenteret for byens tilbud.
Desuden er der i sommerperioden et fysisk bemandet InfoHus på Lille Torv og en bemandet InfoCykel foran Banegården, som begge er tilgængelige alle ugens dage.
"Vi har skabt en turnaround for Aarhus som destination, så vi nu oplever en markant vækst i antallet af turister. Den moderne gæste-strategi er en del af grundlaget for, at vi kan fokusere benhårdt på at tiltrække både ferie- og erhvervsgæster samtidig med, at vi er til stede, hvor gæsterne selv er – både digitalt og lokalt," siger bestyrelses-formand i VisitAarhus Sten Tidemann.