Jeksen Beboerforening redder liv
TrygFonden har doneret en hjertestarter, som sættes op ved Ivans Garage i Hørning, efter initiativ fra Jeksen Beboerforening
Mange falder hvert år om med hjertestop. Cirka 3.500 personer handler det om, og kun omkring 10 procent af dem overlever. Hvis der er vidner til en person med hjertestop, øges chancen for overlevelse, især hvis der gøres brug af en hjertestarter.
Derfor har Jeksen Beboerforening taget initiativ til at få hængt en hjertestarter op ved Ivans Garage på Allegade 28 i Hørning, så den er tilgængelig hele døgnet.
Med hjertestarteren følger der også et kursus, hvor beboere i Jeksen og omegn bliver uddannet i livreddende førstehjælp, og i hvordan en hjertestarter bruges, så flere liv kan reddes.
"Vi er meget glade for, Jeksen Beboerforening har taget initiativ til at få en hjertestarter hængt op, for jo flere, der hænger rundt i landet, jo større er chancen for, at der er en i nærheden, hvis uheldet er ude," siger Grethe Thomas, projektchef for TrygFonden Akutindsatser.
Hjertestarteren redder flere liv
Indtil nu har TrygFondens hjertestartere rundt omkring i landet reddet 49 liv, siden de første blev sat op i 2006. Hvert år har TrygFonden doneret cirka 100 hjertestartere til offentlige steder, hvor der færdes mange mennesker.
"Når man ringer 1-1-2, bliver man guidet igennem hvordan man bruger hjertestarteren, så man skal ikke være nervøs for at tage den i brug. Hjertestarteren giver kun stød, hvis der er hjertestop, så man kan aldrig komme til at skade personen, der er faldet om, og det er vigtigt at huske på, " fortæller Grethe Thomas.