Hospitaler sparer på energien og affaldet
Sygehusene i Region Midtjylland bruger mindre vand og varme
Hospitalerne i Region Midtjylland er på bare et år blevet mere grønne og energieffektive. Sidste år faldt forbruget af vand og varme med henholdsvis seks og én procent, og også affaldsmængderne blev reduceret med cirka to procent.
Til gengæld steg elforbruget med fire procent, men det hænger sammen med, at sygehusene behandlede tilsvarende flere patienter og derfor havde mere strømforbrugende udstyr kørende.
Det fremgår af Region Midtjyllands grønne regnskab, som netop er udgivet. Det er tredje år i træk, at regionen offentliggør tal for energiforbruget.
Regnskabet giver et overblik over, hvordan regionens egne institutioner påvirker miljøet, og det bruges til at spotte steder, hvor det er mest oplagt at hente yderligere gevinster i form af energibesparelser og mindre affald.
Med 10 hospitaler og fire regionshuse står Region Midtjylland for et betydeligt energiforbrug. Alene hospitalerne bruger lige så meget strøm som 22.000 husstande og lige så meget varme som 8.000 husstande.
Ifølge Mogens Bjørnlund, der står bag det grønne regnskab, er det totale energiforbrug reduceret med omkring tre procent årligt.