Kokke- og caterelever åbner café for alle i lokalcenter Dalgas
Café Skovbrynet på Dalgas Avenue er blevet frisket op med maling og nye møbler, og elever fra Aarhus Tech står klar til at servicere kunderne med spændende mad fra et menukort, der skifter cirka hver fjerde uge
Kokke- og caterelever i skolepraktik glæder sig til at invitere gæster indenfor i deres nye café på Dalgas Avenue. Caféen har fået navnet Café Skovbrynet. Her kan gæsterne studere det nye menukort og de nyindrettede lokaler med udsigt til Aarhusbugten, mens eleverne sørger for, at de får en god madoplevelse.
Caféen er allerede kendt af lokalcentrets brugere, men med Café Skovbrynet er det tanken, at caféen skal være et tilbud til alle - både unge og gamle, børn og voksne og på den måde være med til at skabe liv på tværs af generationer. Og der er 'kommet andre boller på suppen', efter at Aarhus Tech Center for mad og gastronomi har lejet caféen. Café Skovbrynet er blevet frisket op med maling og nye møbler, og eleverne står klar til at servicere kunderne med spændende mad fra et menukort, der skifter cirka hver fjerde uge.
Eleverne har ikke fået en ordinær praktikplads hos byens restauranter og kantiner. Derfor har skolen taget dette utraditionelle skridt for at give eleverne den optimale uddannelse, mens de er i skolepraktik.
Projektet er udviklet i tæt samarbejde med Aarhus Kommune, som på den måde bidrager med at få eleverne igennem uddannelsessystemet og samtidig giver borgerne mulighed for at købe dejlig og spændende mad lavet fra bunden af gode råvarer.
Café Skovbrynet på Dalgas Avenue nummer 54 indvies onsdag den 30. april klokken 14–15. Her vil blandt andet Jette Skive, rådmand for Sundhed og Omsorg, holde tale.
Eleverne skal i Café Skovbrynet lære at lave mad til forskellige målgrupper, så deres uddannelse bliver så virkelighedstro og alsidig som mulig.
"For at komponere et menukort, som både tager højde for elevernes uddannelsesmål og gæsternes smagsløg, har vi haft et tæt og frugtbart samarbejde med lokalcentrets Brugerråd. På den måde er menukortet blevet afstemt med Brugerrådets ønsker og behov samtidig med, at eleverne udvikler deres kompetencer," siger projektleder Annette Thejsen, Center for mad og gastronomi.
De nye 'caféejere' lægger vægt på, at caféen skal være et rart og hyggeligt sted at komme, hvor der bliver serveret lækker mad hver dag. Om morgenen kan man købe morgenmad eller brunch, og til frokost er der mulighed for at vælge mellem en række forskellige både varme og kolde retter, flere forskellige desserter og selvfølgelig hjemmebagte kager.
Center for mad og gastronomi står fremover for den daglige drift, og caféen skal drives af kokke- og catereleverne under kyndig vejledning af tre dygtige kokke, der alle har solid erfaring fra anerkendte restauranter i Danmark og udlandet.
Café Skovbrynet har åbent alle hverdage fra klokken 8–15 og i weekenden fra klokken 10–14.00. Der er lukket alle helligdage.