Fortsæt til indhold

Stærk lokal forankring er fundamentet

Bygma i Hårlev og Store Heddinge arbejder tæt sammen om at betjene de lokale kunder fra Stevns.

Samfund
Af Søren Lindquist

UDVIKLING Bygma i Hårlev og Store Heddinge er en del af Danmarks største privatejede kæde af trælast/byggemarkeder, Bygma. Og forretningsfører i Bygma Hårlev, Ulrik Sejersdal Nielsen, ser det som en klar styrke at være en del af så stor en kæde.

Står stærkt på Stevns

- Vi kan tilbyde præcis det samme som de store byggemarkeder, med fx. dag til dag levering. Og det gode samarbejde mellem Bygma i Hårlev og Store Heddinge sikrer, at vi sammen står endnu stærkere som leverandør til håndværkere og private på Stevns.
Vi oplever en stor lokal opbakning fra de lokale håndværkere og private om at handle lokalt hos os, og det vi naturligvis glade for.
Det tætte samarbejdet med Bygma i Store Heddinge betyder blandt andet, at vi kan dække hinanden ind på personalesiden, når der er behov herfor, ligesom vi kan trække fra hinandens lagre, så vore kunder altid kan få den helt optimale service og en høj leveringsgaranti, siger han.

Store forventninger til forbindelsesvej

Selvom Ulrik Sejersdal Nielsen glæder sig over den stærke lokale forankring, ser han også frem til en fremtidig forbindelsesvej til motorvejen, som vil forbedre infrastrukturen på Stevns markant.
- Linjeføringen af den vej ventes at føre lige forbi Hårlev, så derfor kommer beliggenheden for os i Hårlev mere i spil, da vi alt andet lige vil få mere trafik forbi byen, siger Ulrik Sejersdal Nielsen.
- Og med de store Stevns briller på, vil en bedre forbindelse til motorvejsnettet føre til langt kortere transporttid til fx. København. Og det er jeg sikker på vil betyde, at flere udefra får øjnene op for Stevns, og overveje tilflytning hertil.
En af de største barrierer for tilflyttere til Stevns i dag er nemlig lige præcis den dårlige vejforbindelse til det øvrige Sjælland og København. Man er nødt til at køre via Køge, hvor der hver dag er voldsomt pres på trafikken, så det ville helt sikkert gavne både Stevns og Køge, at få den vej etableret siger han håbefuldt.

Øget aktivitetsniveau

Foreløbig glæder Ulrik Sejersdal Nielsen sig over, at både Bygma i Hårlev og Store Heddinge nu mærker et øget aktivitetsniveau.
- Det er forår, og der er flere positive tilkendegivelser om aktivitet, end vi har set længe. Det mærker vi tydeligt, både her i Hårlev og i Store Heddinge. Så, vi er selvfølgelig klar til at betjene de lokale håndværkere og private fra hele Stevns, og følge med det øgede aktivitetsniveau, siger han.