Pres på skolestruktur
Alene fra 2018/19 til 2025 falder elevtal med 1100, viser prog-_nose, som til den tid gør debat om skolelukninger nødvendig
Der vil være ro om skolestrukturen i de kommende fem år, men dernæst presses den af et markant fald i antallet af elever i Skanderborg Kommunes folkeskoler, fremgår det af en prognose om elevtallet frem til 2025.
Der sker noget om fem år
Formanden for Undervisnings- og Børneudvalget, Frands Fischer, (S), betoner, at der først ser ud til at ske noget i sidste halvdel af de næste 10 års udvikling i elevtallet ifølge den aktuelle prognose. Men udvalget holder skarpt øje med udviklingen.
”Vi har fokus på, at vi må forvente et fald i antallet af elever i folkeskolen, og hvad der sker, når vi kommer til et punkt, hvor det ikke vil være rationelt og effektivt at have lige så mange skoler som nu? Men vi skal halvvejs ind i perioden, før det sker,” siger han.
I forhold til 2013/14 viser prognosen først en samlet stigning i elevtallet på 66 frem til skoleåret 2015/16.
Fra 2015/16 og tre år frem er der beregnet et fald på 195. Herefter falder elevtallet frem til 2025 med yderligere næsten 1100 elever, således at det samlede elevtalsfald fra 2015 til 2025 er på 1286.
Udviklingen vil være skævt fordelt på skoler, og derfor finder Frands Fischer det vigtigt at have en løbende dialog med disse skoler, om der er en smertegrænse.
Han peger blandt andet på, at der vil være udfordringer i forhold til skolereformen.
“Det gælder nogle af de faglige ting i forhold til understøttende undervisning og i forhold til lærernes kompetencer. Her kan man frygte for de små skoler, om de kan opfylde disse krav med færre elever. Men lige nu tager vi bestik af situationen, og vi skal se, om vi kan løfte det i en åben dialog.”
Vendes til mulighed
Fischer lægger foreløbig tonefaldet i et optimistisk leje.
“Vi har haft bøvl med at få på plads til elever, men vi bevæger os over i en anden situation med mere plads. Det må vi se som en mulighed i stedet for som en trussel,” siger han.
Eksempelvis bliver frit skolevalg en mere reel mulighed med mere plads.