Nye arbejdspladser til lærerne - men politikerne hænger i bremsen
Af Erland Rasmussen
Alle lærere i Skanderborg Kommune skal have adgang til en arbejdsplads med faciliteter til forberedelse af undervisningen.
Kravet har baggrund i den kommende skolereform og lærernes nye arbejdstidsregler. Reglerne betyder udgifter for kommunen til indretning af lokaler på skolerne.
Pengene er sat af på budgettet, og forleden bad Fagsekretariatet politikerne om at frigive seks millioner kroner til arbejdet.
Undervisnings- og Børneudvalget sendte imidlertid sagen tilbage, fordi man var betænkelig ved den valgte finansieringsmodel, ligesom udvalget også gerne ville vide mere om, hvad der er behov for. Sagen behandles igen senere.