Fortsæt til indhold

Skolerne scorer penge på din digitale postkasse

Skanderborg Kommune sætter penge på højkant til de lokale skoler, hvis de kan få flere til at tilmelde sig digital post

Samfund
Grethe Bo Madsen

Selvom Skanderborg Kommune er Danmarksmester i digital post, er der stadig 25.000 borgere, der mangler at få sig en digital postkasse. Men de skal lokkes ud af hullerne nu med en ny kampagne. Frem til 13. juni sætter kommunen otte kroner på højkant til en af de lokale folkeskoler, hver eneste gang en ny Skanderborggenser får tilmeldt sig digital post.
"Skanderborg ligger helt i top på landsplan med flest borgere, der allerede nu har tilmeldt sig digital post, men vi skal have endnu flere med," siger kommunaldirektør Lisbeth Binderup.
"På den måde har vi det bedste udgangspunkt for at hjælpe dem, der har behovet, når det fra 1. november bliver obligatorisk for alle danskere at modtage post fra offentlige myndigheder i deres digitale postkasse."

10.000 kroner i præmie

18 skoler har tilmeldt sig kampagnen og er med i kapløbet om at blive den skole, hvor der er flest digitale borgere.
"Vi måler ikke på antal tilmeldte alene, for det kunne godt blive lidt uretfærdigt. I stedet måler vi på, i hvilket skoledistrikt væksten i antallet af borgere, der har tilmeldt sig digital post, er størst. Den skole, der har den største vækst, vinder en præmie på 10.000 dejlige kroner," fortæller projektleder Jesper Imhof Rosendahl fra Skanderborg Kommune.
Blandt de tilmeldte skoler er Bakkeskolen i Hørning. Her er tovholder på projektet, Dorrit Arentsen, fuld af gode ideer til, hvordan Bakkeskolen skal løbe med sejren.
"Vi har orienteret alle forældrene via skoleintra, og så har elevrådet været i fuld gang med at optegne ruter i skoledistriktet. Ruterne skal bruges til at uddele brochurer om kampagnen, så vi kan få så mange forældre som muligt, til at tilmelde sig inden 13. juni. Planen er, at nogle af de større elever skal bruge idrætstimerne til at dele brochurer ud," fortæller hun.
Også skolens SFO har gang i aktiviteter, der skal gøre forældrene opmærksomme på, hvordan de kan støtte skolen ved at få sig en digital postkasse hurtigst muligt.
"SFO'en har i dag fået nogle masonitplader. På dem vil de lave flotte plancher, der skal fortælle forældrene, at det er nu, de skal tilmelde sig digital post, hvis de vil hjælpe skolen med at få lidt ekstra penge i kassen."

Drømmen er en ny skolegård

Bakkeskolen er fuldstændig spids på, hvad kampagnekronerne skal bruges til.
"Vi har vores projekt, Bakke og By, hvis vision er at skabe lærings- og bevægelsesmiljøer på skolen. Vi har allerede fået renoveret nogle af de små skolegårde, men vi mangler den største skolegård. Det koster rigtig mange penge, men krone for krone nærmer vi os målet. Og skulle det lykkes os at vinde hovedpræmien, så er det et godt ryk fremad," siger en forhåbningsfuld tovholder på Bakkeskolen.