Fortsæt til indhold

Festfyrværkeri slukker Lys Nat

Lys Nat i Skanderborg lægger himmel til en af de indledende runder ved DM i festfyrværkeri

Samfund
Af Jonas Wrede Hansen

Der bliver masser af lys på himlen 23. maj, når Lys Nat i Skanderborg afsluttes med et brag. Skanderborg Cityforening og Bloms Butikker er nemlig gået sammen om at få en af de indledende runder ved DM i festfyrværkeri til at foregå i Skanderborg. Og det sker altså til Lys Nat.
"Vi er glade for, at kunne markere afslutningen på Lys Nat med et så imponerende festfyrværkeri-show. Temaet for Lys Nat er smuk og sund, og man kan da næppe forestille sig noget smukkere end et festfyrværkeri ud over vores dejlige sø," siger formand for Skanderborg Cityforening, Heidi Olivarius fra Profil Optik.
Der vil komme tre fyrværkere, som alle kæmper om en plads i semifinalerne ved DM i festfyrværkeri. De medbringer hver især 100 kilo ren krudt, som fyres af over Byparken og Skanderborg Sø.
Til showet vil der være fem til otte professionelle dommere, som skal bedømme de tre deltagende fyrværkere. Men udover de professionelle dommere udtager arrangørene mellem 15 og 20 personer blandt publikum til at være "meddommere". Det øvrige publikum vil få mulighed for at stemme via sms.
"Vi håber, at der kommer rigtig mange mennesker ned i Byparken, så vi kan skabe den helt rette feststemning, og så skal vi jo også stemme det mest imponerende festfyrværkeri videre i konkurrencen," siger Annelene Hausmann, marketingchef for Bloms Butikker.
Det kommer til at foregå 23. maj klokken 23 ved Lys Nat i Skanderborg.