Fortsæt til indhold

"Det ser ud til at få en happy ending"

Både Norddjus og Syddjurs Kommune har fundet penge til at lægge glat asfalt på banestien

Samfund
Anette Bonde

Det er en glad Else Søjmark, formand for Kultur og Udviklingsudvalget, Lokalavisen støder på ved Kvindeløbet i Auning.
Ikke alene er hun løftet af den gode stemning ved en så fin begivenhed, som kvindeløbet er, men hun lyser også op, da Lokalavisen spørger til banestien mellem Auning og Ryomgård.

Oprindelig OB-belægning

Banestien har voldt nogen spekulation, idet det oprindelig var planlagt, at den skulle asfalteres med OB-belægning, der er en ru form for asfalt.
Siden har der været talt og skrevet om, at cyklister ikke brød sig om at køre på den, at mange punkterede og at glat asfalt i det hele taget var bedre, også for skatere og kørestolsbrugere.
Kultur- og udviklingsudvalget i Norddjurs besluttede ved sit seneste møde at indstille til økonomiudvalg og kommunalbestyrelse at give en anlægsbevilling på en halv mio. kroner til asfaltering af stien.
Pengene tages af de midler, der er afsat til ekstra anlæg. Samtidig ville man indhente oplysninger fra Syddjurs Kommune om, hvorvidt man også der ville opprioritere til glat asfalt.
Ved det seneste byrådsmøde i Syddjurs blev der så nikket ja til en ekstra bevilling på 750.000 kroner til at gøre stien helt færdig.

“Har lyttet til borgerne”

Selv om sti-projektet ikke er ført helt til ende endnu, vover Else Søjmark at tage forskud på glæden.
“Pengene blev i første omgang afsat til en OB-belægning, som vi havde hørt godt om andre steder fra. Men vi har lyttet til borgerne, og med glat asfalt kan den både bruges til cykler, skatere og rulleskøjter. Det ser ud til at få en happy ending.”
Også Hans Chr. Baltzer er glad. Det var ham, der som borger i Pindstrup tog initiativ til projektet i 2009. Siden er han blevet valgt ind i byrådet og har talt projektets sag her.
“Syddjurs har bevilget ekstra 750.000. Fra Norddjurs kommer der 500.000. Og der er stadig 270.000 på kontoen til at gøre stien helt færdig. Det er godt halvanden mio. til glat asfalt på de 9,1 kilometer fra Ryomgård til Auning, og det skulle række, så vi får den asfalt, vi gerne vil have og som folk har spurgt om.”