Musikken kan opstå midt i frugt og grønt
Rugsted & Kreutzfeldt er på vej til Fredericia. Måske dukker der ny musik op på vejen
“Jeg ved ikke, hvor den kommer fra. Men man kan ikke styre det. Musikken kommer, når den kommer. Og det kan ske alle steder. Jeg har for eksempel oplevet at stå midt i supermarkedets frugt- og grøntafdeling og nynne en melodi til diktafonen i min telefon,” siger Stig Kreutzfeldt og griner træt.
Det er godt op ad formiddagen, men den 64-årige sanger er en anelse dvask.
“Vi var ude at spille i aftes og sluttede først klokken fire om natten. Det var virkelig sjovt, men jeg kan godt mærke, at jeg er lidt træt i dag,” siger han med en luftig stemme.
Sammen med sin makker, Jens Rugsted, udgør han popduoen Rugsted & Kreutzfeldt.
De er blandt hovednavnene til årets Sommerrock i Fredericia.
“Det lyder som et godt arrangement med musik på så mange scener i en hel midtby. Vi glæder os til at komme og spille. Det gør vi altid - uden undtagelse,” fortæller han.
Historie og nutid
Stig Rugsted var musiker i mange år, før han i 1978 slog pjalterne sammen med den lige så erfarne og tre år ældre Jens Rugsted og skabte en række hit-sange og en ny, velproduceret poplyd.
Samarbejdet varede i omkring syv år, hvorefter de trak sig tilbage som artister men fortsatte med at producere og skrive sange for mange andre store danske navne.
“Og når vi kommer til Fredericia, vil vi blandt andet spille nogle af de sange, vi har skrevet til andre, men aldrig selv har udgivet,” siger Stig Kreutzfeldt og nævner blandt andet 'Jeg' i Live' med Burhan G, 'Kærligheden Kalder' med Sanne Salomonsen og 'Du tænder lys' med Lis Sørensen.
“Det er sjovt at se folks reaktion, når de opdager, at vi har skrevet de sange,” siger han.
Rugsted & Kreutzfeldt blev gendannet i 2006, hvor Tivoli bad om en specialkoncert.
“Samtidig havde både Jens' og mine børn lyst til at høre os optræde. De havde til hudløshed hørt om, at vi havde spillet sammen - nu ville de også gerne opleve det. Så vi takkede ja. Og da der kom 40.000 mennesker, gik det op for os, at det måske ikke kun var vores børn og Tivoli, der ville have mere. Og da vi samtidig selv syntes, at det var fedt, tog vi fat igen,” siger Stig Kreutzfeldt.
De to udgav en ny plade i 2011, men til Sommerrock vil de spille flest af de gamle og mest kendte numre.
“Det er jo dem, folk helst vil høre. Så der går ikke C. V. Jørgensen i den hos os: Vi spiller godt nok et par af de nye, men klart flest af de gamle.”
Et ekstra liv
Stig Kreutzfeldt er glad for, at han og Jens Rugsted fandt sammen igen.
“Det giver os en kæmpe glæde at spille. Det er fantastisk at stå på det her tidspunkt i livet og få den oplevelse. Det er som et spil Hugo: Man samler en masse guldposer op i form af de gamle sange - og pludselig får man et ekstra liv,” siger han.
Han er stolt af duoens sangskat.
“For nylig hørte jeg i radioen, at radioavisen blev forsinket, fordi studieværten ikke ville afbryde et Rugsted & Kreutzfeldt-nummer. Så føler man sig forbundet med folk, der lytter til ens musik. Og så bliver man da stolt,” siger han.
Toner før tekst
Som komponister er Rugsted & Kreutzfeldt mest interesseret i toner.
“Teksten er andenprioritet. for os. Vores musik opstår som toner, følelser - ja, næsten farver. I første omgang sætter vi bare nogle næsten tilfældige vrøvle-ord på. Ofte på vrøvle-engelsk. Først senere opstår selve teksten. Sådan har det altid været for os. Og hvis der opstår musik, som ikke passer til vores eget repertoire, kan vi altid levere til andre. For eksempel har jeg lige leveret en melodistump til min søns heavymetal-band. Den slags går det nok ikke, at vi selv spiller,” siger han.