Fortsæt til indhold

Mikkel er mester-tegneren fra Beder

17-årige Mikkel Bello Andreasen fra Beder er så god til at tegne, at han lige har vundet DM i tegning

Samfund
Camilla Olesen

Lav en tegning af denne liggende Teletubbie med ordet søde.
Det var opgaven, som 17-årige Mikkel Bello Andreasen fra Beder fik stillet, da han var til DM i tegning i Horsens.
Han har nogle særlige evner med en blyant i hånden, og da konkurrencen var slut, blev han kåret til Danmarks bedste i disciplinen 'Tegn med Ord.'
“Det var et ret svært motiv. Jeg synes ikke, at det gik særlig godt, så jeg blev overrasket over, at jeg vandt,” siger Mikkel Bello Andreasen, der som præmie blandt andet fik en tur til en tegnecamp i sommerferien på 1.300 kroner samt noget tegnegrej.

Fra barns ben

Det 17-årige stortalent opdagede allerede sine evner med pen og papir, da han gik i børnehave.
“Jeg var bedre end de andre, og jeg blev ved med at tegne, selv om de andre gik ud og spillede bold. Jeg har lært mig selv at tegne og har øvet mig siden den gang,” fortæller mestertegneren.
Stort set alle hans tegninger gennem tiden er gemt i hjemmet i Beder - og de fylder en hel del.

Denne tegning vandt Mikkel Bello Andreasen med. Han måtte ikke bruge streger til at tegne Teletubbien med - kun ordet søde.

Vild med fugle

Han tegner alt det, han overhovedet kan komme til, men der er desværre ikke ligeså meget tid, som han kunne tænke sig. Han går nemlig i 10. klasse på idrætsefterskole i Vejle, og først om aftenen har han fritid til at tegne.
“Min drøm er at komme til at leve af at tegne og lave kunst. Planen er, at jeg skal på kunstakademiet i København. Hvis jeg ikke kan det, så vil jeg gerne på designskolen i Kolding, men det er som nødløsning,” siger Mikkel Bello Andreasen.
Han har altid været vild med at tegne fugle, og derfor er det primært det, han har brugt sin tid på. Først inden for de seneste år er han begyndt at tegne mennesker.
Stortalentet fra Beder var med i Catch14 på Aros tidligere i år. Her malede han for første gang i sit liv et maleri sammen med en kammerat, og det blev så godt, at de efterfølgende har fået det solgt til 5.500 kroner.
Han er dog bevidst om, at det kan blive svært at leve af at være kunstner, men han går stadig efter det.
Han bliver ikke inspireret af noget bestemt, når han tegner. Han tegner bare. Og han gør det så snart, der er en blyant og papir i nærheden.
Det er dog ikke kun med en blyant, han har styr på sine evner. Han er også en dygtig løber.
“Jeg er i top fem i Danmark, men det er mest en hobby for mig, og det er endnu sværere at leve af end at lave kunst.”