Havnen får street art og strikkegraffiti
To 24-årige studerende laver et midlertidigt udendørsgalleri på havnen
Kunst på havnen Strikkegraffiti, malede træplader og udsmykkede kampesten.
Betonklodser og trådhegn på havnen får nyt liv, når Urban Art Gallery åbner lørdag under Art Weekend Aarhus.
Bag projektet står to 24-årige antropologi-studerende, der savnede oplevelser i Aarhus Ø.
"Jeg arbejdede hernede sidste år, da Dome of Visions var her. Der kom rigtigt mange mennesker forbi, som var nysgerrige og interesserede i arkitekturen og området. Men der sker bare utrolig lidt hernede. Og det vil vi gerne lave om på," siger Emma Louise Pedersen.
Det umiddelbare forblæste, betonprægede og kran-dominerede miljø så de to unge studerende muligheder i.
"Det er en legeplads. Vi skal ikke lægge presenning ud, her må vi gerne spilde. Man får lov til nogle andre ting, end på Store Torv. Vi kan bruge rodet og det ufærdige look til noget konstruktivt," siger Ciara Coogan og hendes medarrangør supplerer:
"Hernede er der råt og kæmpestort og så kan man mærke vind og vejr. Det vækker sanserne," mener Emma Louise Pedersen.
De to arrangører har udvalgt 15 kunstnere, der lørdag fra kl. 12 til 18 maler, strikker, tegner og dekorerer.
"Det er vigtigt for os, at skabelsen er med. Fordi det handler om skabelsen af en ny bydel," siger Ciara Coogan.
I marts fik de to studerende økonomisk starthjælp fra kulturhovedstadsprojektet, Aarhus 2017, men de fandt hurtigt ud af, at 10.000 kr. ikke rakte langt.
"Alle involverede gør det her frivilligt. Og det har været rigtigt dejligt at opleve, at så mange bakker op," siger Ciara Coogan.
Strandbaren får nyt look
En kunstner tyvstartede allerede tirsdag.
"Ellers kan jeg simpelthen ikke nå at blive færdig," siger den aarhusianske kunstner, Ulrik Myrtue, der maler på strandbarens container.
"Jeg har aldrig malet i så stort format før. Så det er meget spændende."
Han har sagt ja til at deltage i Urban Art Gallery, fordi han generelt mener, der er alt for lid kunst i byrummet i Aarhus.
"Der er f.eks. slet ikke nok gavlmalerier på bygningerne. Jeg vil gerne opfordre ejerne til at gøre noget mere ud af det. Og med det her værk, kan jeg jo bevise, at det er en opgave, jeg godt kan klare," siger Ulrik Myrtue, der også lørdag vil være i gang med maling og pensel.
Udstillingen står som udgangspunkt året ud. Derefter ved de to arrangører ikke, hvad der kommer til at ske.
"Vi vil gerne arbejde videre med det. Måske poppe op et nyt sted. Hvis Aarhus skal kunne måle sig med andre kulturhovedstæder, så skal vi have mere kunst ud i byen. Som det er nu, er der alt for lidt," mener Ciara Coogan.