Lizzie trives med turné-udskiftninger
Rock-musicalen har også vist sig at appellere til de gråsprængte
Rockmusicalen Lizzie, der i denne tid kan opleves på Fredericia Teater, skifter ud blandt de optrædende.
Helt fra starten vidste teatret, at de medvirkende kunne få brug for afløsning, fordi de næsten alle samtidig arbejder som sangere for nogle af landets store rock-kunstnere.
“Så vi besatte rollerne således, at de kunne bytte rundt indbyrdes, når nogen havde brug for at stå på anden scene,” siger teaterchef Søren Møller.
Den slags er normalt i rock- og pop-verdenen, men ikke i teater- og musical-verdenen. Og med krævende koreografi og tekniske udfordringer, er udskiftningerne ikke nogen let opgave.
“Men det virker. Vi har nu oplevet Lizzie, hvor alle de optrædende var skiftet ud - pånær Bjørg Gamst, der spiller hovedrollen,” fortæller Søren Møller.
Han hæfter sig ved to ting:
“Vi troede, at kun unge mennesker ville interessere sig for en rock-musical som Lizzie. Men det har vist sig, at også en del med grå stænk i håret er til den slags. Det er fedt. Og så kan vi se, at omkring 95 procent er voldsomt begejstret, mens de sidste fem slet ikke fanges af Lizzie. Det er faktisk en ok fordeling, når man laver en 'smal' forestilling,” siger Søren Møller.