Fortsæt til indhold

Sabro Lokalcenter gik helt i hundene

I fredags var der audition i Sabro. Lokalcentret fik nemlig besøg af 46 aspiranter, som gerne vil være besøgshund

Samfund
Christina S. Johansen

Massevis af logrende haler og “vuf vuf” fyldte Sabro Lokalcenter i fredags. 46 hunde var nemlig til audition. Ikke for at blive filmstjerner, men for at blive besøgshunde. Det var holdet fra TrygFonden Besøgshunde, som var på besøg.
Cirka hvert kvarter var en ny firbenet og dens ejer klar til at blive testet både i forhold til sundhed og adfærd. Og troede du, at besøgshunde kun er små pyntehunde, så kan de godt tro om igen. Alt fra broholmer og boxer til gammel dansk hønsehund og shih tzu dukkede op.
Én af dem var Irma, en 7-årig boxer, og hendes mor Dorthe Helms fra Brabrand.
“Jeg synes, at det er et dejligt initiativ. Jeg tror på, at en hund kan gøre en forskel i de ældres liv - den kan bringe noget glæde og spontanitet ind,” siger Dorthe Helms, mens Irma har alt for travlt med at undersøge det nye sted.
Netop det “at gøre en forskel” kommer over flere af de fremmødtes læber, og det er netop det, som besøgshundene gør.
“Rigtig mange ældre plejehjemsbeboere savner kontakt med en hund. Den vækker minder og følelser og bringer nogle stjernestunder ind i en ellers ensformig hverdag. For nogle er det tilmed en motivation til at komme lidt op,” siger Galina Plesner, projektleder og adfærdsbiolog i TrygFonden.

Det er nu godt lige at blive nusset lidt midt i alt det nye, tænker 2-årige Poseidon, som er en gammel dansk hønsehund.
En besøgshund behøver vel ikke være lille. Broholmeren Fricka forsøger.
Boxeren Irma er syv år gammel og bare glad i låget - også under undersøgelsen.
Labradoren Gladi ser glad og lettet ud over at få besøgshunde-tørklædet.
“Den dér! Jamen, den er jeg da ikke bange for!” Shih tzuen Ellen fra Hammel tog øvelserne roligt. End ikke en larmende dåse, som blev smidt foran hende, gjorde hende bange.