Lokalplan til Den jydske Haandværkerskole
Der skal gives muligheder for at udvide bygningerne på sigt.
Den jydske Håndværkerskole har købt jord hos kommunen for at få mulighed for at udvide. Der mangler dog en lokalplan, som lægger rammene. Et forslag hertil er på vej gennem det politiske system, hvorefter det kommer til høring i 11 uger hen over sommeren. Haandværkerskolen forventes dog ikke at gå i gang med at bygge før 2016.
Ønsket er en mulighed for at udvide skolens nuværende bygninger med skolehjems-, undervisnings- og servicebygninger og samtidig udvide skolens område til også at omfatte et areal øst for Ellemosevej, hvor der senere kan opføres en undervisningsbygning og anlægges parkering og intern vej. Der bliver også givet mulighed for at lempe på reglerne for de nuværende bygninger
Lokalplanområdet udgør et areal på ca. 5 ha og afgrænses af Randersvej i vest, Industrivej og Hadsten Skoles arealer i nord, Byskoven og Den jydske Haandværkerskoles undervisningsbygninger i syd og Hovvej i øst.
Lokalplanforslaget er lavet i samarbejde med Hadsten Skole. Der er nemlig lagt op til, at de kommende parkeringsarealer kan fungere som bufferparkering for Hadsten Skole og Hadsten Hallen.