Fortsæt til indhold

Hurtig behandling til blodproppatienter

Telemedicin sikrer, at hjertepatienter hurtigt kommer på operationsbordet

Samfund
Af Hans Larsen

Østjyder, der får en blodprop i hjertet, kommer hurtigt på operationsbordet, fordi det i mange tilfælde lykkes at stille den rigtige diagnose i ambulancen, takket være telemedicin.
Et nyt studie fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet viser, at hjertepatienter, der bor op til 95 kilometer fra et hjertecenter, bliver behandlet inden for to timer efter telefonopkaldet til alarmcentralen.
Det sker på baggrund af undersøgelserne af kranspulsårerne i ambulancen og den interaktive kontakt mellem ambulanceredderne og hjertelæger på hospitalet.
Studiet har set på 15.992 patienter, der over en knap tre-årig periode alle blev visiteret ved hjælp af telemedicin. 919 patienter blev sendt direkte til hjertecentret på Aarhus Universitetshospital i Skejby med henblik på en akut undersøgelse af kranspulsårerne, og her viste det sig, at 84 procent af dem havde brug for en ballonudvidelse.
Det kan betyde forskellen mellem liv og død, at patienter med en blodprop i hjertet får den rette behandling med en ballonudvidelse så hurtigt som muligt. Ifølge det nye studie er telemedicin derfor et godt redskab til at optimere behandlingen af hjertepatienter.