Dronning Margrethes dukker på Svalegangen
Hendes Majestæt står bag figurer og senografi i “Komedie i Florens”
Når Svalegangens dukketeater i Aarhus Festuge præsenterer “Komedie i Florens” er der royale streger bag figurer og scenografi.
Dronning Margrethe har sammen med Dukketeaterdirektør, Per Brink Abrahamsen, dramatiseret fortællingen “Komedie i Florens”, som er skrevet af Per Ørum. Bogen udkom første gang i 1960, og den blev senere genoptrykt i 1990 med dronningens illustrationer.
“Jeg er meget fascineret af det underfundige, tidløse og samtidig meget gamle i Per Ørums fortælling. Da jeg første gange læste den, kunne jeg ikke lade være med at tegne personerne,” siger majestæten.
En dronning med fantasi
Det er ikke første gang, at dronningen er med i en forestillingen på Svalegangen, da hun i 2004 skabte scenografi og découpager i Karen Blixens novelle “Skibsdrengens Fortælling”.
Hos Svalegangen er de stolte over endnu engang at invitere dronningen indenfor.
“Dukketeater kan vise høje snedækkede alper, små bakker, vandfald og skibe i havsnød. Danmark er så heldig at have en dronning med fantasi, og vi er meget glade for endnu engang at samarbejde,” siger Erik Farmann, bestyrelsesformand for Teatret Svalegangen.
Fortællingen “Komedie i Florens” er en middelalderlig skæbnefortælling, som handler om maleren Ansel, der vender tilbage til Firenze, eller Florens, som byen hed på den tid, for at få hævn.
Dronningen er meget fascineret af fjern fortid, og i “Komedie i Florens” har hun forsøgt at tegne byen, som den ser ud.
“Jeg har været i Firenze flere gange og set billeder fra byen. Jeg har forsøgt at huske koloritten, byens gyldne farver og husene med det flade tage med stort udhæng,” siger dronningen og fortsætter:
“Jeg håber, at de, der kender Florens, vil føle, at det ikke er helt ved siden af. Men man er jo også nødt til at digte, ellers bliver det bare en turistbrochure.”
Den største udfordring i samarbejdet har imidlertid været at omsætte fortællingen til en forestillingen på dukketeateret.
“Vi har koncentreret historien, men vi har fået det skæve, humoristiske og ironiske med,” siger Per Brink Abrahamsen.
Dukker for voksne
På Svalegangen har de 25 års erfaring med dukketeater, og selvom mange måske forbinder dukketeater med børn, er der tale om en forestilling for voksne.
“Med forestillinger af Karen Blixen og Svend Åge Madsen, har vi tidligere bevidst, at vi kan lave dukketeater for voksne,” siger dukketeaterdirektøren.
Udover dronningens figurer og scenografi, så ligger skuespillerne Asger Bonfils og Ole Jakobsen stemmer til, og Dukketeatrets husorkesteret Undertow står for musikken i “Komedie i Florens”.