Fortsæt til indhold

Anders G. Christensen bliver klubchef i Aarhus 1900

Aarhus 1900 Atletik/Motion får ny klubchef

Samfund
Michael Wulff

Anders G. Christensen (V) skal nu være klubchef i Aarhus 1900 Atletik/Motion.
“Og det er ingen hemmelighed, at jeg glæder mig helt vildt,” lyder det fra Anders G. Christensen over mobiltelefonen.
Hans politiske karriere tog et dyk ved kommunalvalget i 2013, da Anders G. Christensen tabte stort til Nils Borring (S), som genvandt borgmestertitlen i Favrskov Kommune.
I dag er Anders G. Christensen stadig medlem af Favrskov Byråd, og det fortsætter han med trods sit nye job.
“Jeg er jo trådt et par trin ned politisk, så det kan fint passes sammen med det nye job som klubchef.”

Erfaring

Det er blandt andet på baggrund af Anders G.s store politiske indsigt, at han nu kan sætte sig til rette i chefstolen hos Aarhus-atleterne.
Aarhus 1900 skal på en ekstraordinær generalforsamling 6. maj vælge ny formand og flere nye bestyrelsesmedlemmer.
“Jeg glæder mig til sammen med den nye bestyrelse at få Aarhus 1900 et niveau op i fremtiden. Der er så mange dygtige folk i klubben, og vi skal udvikle de events, som klubben er kendt for,” siger Anders G. Christensen.
Han er selv kendt som en ihærdig motionist, der i flere år har taget turen til Paris med pedalkraft.

Godt fast arbejde

Den tidligere borgmester har været omgivet af rygter om, at han skulle satse på en fremtid som landspolitiker ved et kommende folketingsvalg.
“Det kan jeg godt afvise. I Favrskov har vi en dygtig kandidat i Britt Bager, og det, jeg er på vej til nu, er et godt fast arbejde.”
Så hvis Helle Thorning-Schmidt udskriver valg, vil vi ikke kunne finde dit kontrafej på plakaterne.

“Nej, det kan jeg svare helt klart nej til.”
Anders G. Christensen, der starter 1. maj, får i sit sekretariat selskab af servicekoordinator Susanne Rohde Christensen, der har en fortid i Sparta i København.