Fortsæt til indhold

Kreativ smeltedigel åbner op for Aarhus’ ildsjæle

Verner Bryder er et kreativt mødested på Søren Frichs Vej, som du kan leje ganske gratis

Samfund
Line Hitz

Hængekøjer, persiske tæpper og et toilet i bedste Christiania-stil. Lyder det umiddelbart som en mærkelig blanding, så skal du bare lægge vejen forbi Verner Bryder på Søren Frichs Vej.
På en P-plads bag Vanebrudspalæet gemmer sig et mødested, hvor ildsjæle kan få frit afløb for kreative impulser. Med kig til himlen, er der bogstavlelig talt højt til loftet, og plads til at lufte nye ideer og tanker.
“Der er rigtig mange kreative eksperimenter i Aarhus. Vi vil gerne tilbyde borgerne at afholde arrangementer, uden at de samtidig skal bruge mange penge på dyre øl ved Åen,” siger Thomas Lütken, som sammen med Jonas Hallberg står bag Verner Bryder, som åbende første gang i maj 2013.

Nu eller aldrig

I sidste uge har frivillige hamret, vasket og poleret for at få mødestedet klar til aarhusianernes arrangementer. Sidste år var der blandt andet Leftside Festival, filmfremvisning og Lakridsfestival på Verner Bryder. Det eneste krav for at leje mødestedet er, at der er tale om ikke-kommercielt arrangementer.
“Vi vil gerne have, at det handler om andet end penge, og derfor må du ikke reklamere på mødestedet. Tilgengæld må du gerne tage entre, hvis du har planlagt en filmfremvisning eller koncert,” siger initiativtageren.
Thomas Lütken opfordrer alle kreative aarhusianere til at benytte Verner Bryder nu, da det mødestedet om nogle år rives ned for at bygge nye boliger.
Nysgerrige aarhusianere kan booke Verner Bryder på mødestedets egen Facebook-side.
Det er gratis for ildsjæle, og virksomheder kan leje stedet og være med til at finansiere vedligeholdelsen.