Fortsæt til indhold

Hver 6. dansker sjusker med personlige papirer

1 ud 100 danskere bliver hvert år udsat for identitetstyveri

Samfund
Arkiv

Det er sjældent aviscontaineren eller skraldespanden vi bekymrer os om, når vi tager af sted hjemmefra. Men det kan være risikabelt at lade være.
En ny undersøgelse som YouGov har foretaget for If Skadeforsikring viser, at det ved hver 6. danske husstand vil være muligt at trække personlige papirer med CPR-nummer på direkte op af en ulåst aviscontainer eller affaldssæk. Størst sandsynlighed er der hos de 18-24 årige, hvor næsten hver fjerde oplyser, at personlige papirer, som eksempelvis kontoudtog, lønsedler og årsopgørelser, ryger direkte ud med skraldet uden så meget som at blive revet over.

Mere end 70.000 danskere oplever hvert år at få deres personlige oplysninger misbrugt, hvor andre optager lån, køber dyre forbrugsgoder eller får lavet falske betalingskort, kørekort og pas i deres navn. Og en lidt for lemfældig omgang med navn og komplet CPR-nummer øger risikoen for identitetstyverierne.

“Alle der har oplevet identitetstyveri ved, at det er voldsomt krænkende og tidskrævende at andre, så at sige, bryder ind i deres liv”, siger Birgitte Ringbæk, presseansvarlig i If Skadeforsikring. Og selv hvis det lykkes dig at overbevise kreditorer og myndigheder om din uskyld, kan du reelt ikke vide om problemet vil fortsætte med nye rykkerskrivelser dagen efter. Det kræver et nyt CPR-nummer, og det har man hidtil ikke haft mulighed for.

Der findes flere steder og måder hvorpå personer med onde hensigter kan opsnappe CPR-numre, men i flere tilfælde kræver det særlige forudsætninger at udregne et komplet CPR-nummer.

“Det særligt opsigtsvækkende ved undersøgelsens resultat er jo, at det ikke handler om hackere eller personer med særlige matematiske evner, som kan regne sig frem til andres CPR-nummer. Når man potentielt kan tage et komplet CPR-nummer op af hver 6. private skraldespand eller aviscontainer, kræver det jo reelt ikke andet end frækhed”, siger Birgitte Ringbæk, der opfordrer til at rive personlige papirer over så mange gange, at man ikke kan se CPR-nummeret.