Ingas tyve år på plejehjem
Har boet 20 år på plejehjemmet Kildevang
Torsdag 1. maj var det tyve år siden den dengang 54-årige Inga Sønderlund Jørgensen kom på plejehjem. En tiltagende sclerose gjorde det for besværligt at blive boende i hjemmet i Granslev.
Inga kom på plejehjem, og har nu i en alder af 74 været der i hele tyve år.
Inga har et lyst sind og en skarp replik, hjernen fejler bestemt ikke noget, så man får svar på tiltale, fortæller besøgsvennen Tove Pedersen, der samtidig er formand for Røde Kors i Langå.
"Hun har fundet sig fint til rette og er udmærket tilfreds, som hun siger er hun jo stadigvæk kvikkere end mange af de andre, og personalet gør hvad de kan, selv om det ikke er som det var før i tiden," fortæller Tove Pedersen.
I næsten alle årene har Inga haft en besøgsven fra Røde Kors i Langå. Inga synes det er en skam at ikke flere benytter sig af muligheden, det giver fint adspredelse i hverdagen, og man får nye input. De sidste 12 år har hun haft den samme.
"Det er ikke længere et besøgsvens-forhold, men snarere et veninde-forhold."
Besøgene består af en del venligt drilleri, og evt. en lille spadseretur, da Inga er et udpræget udemenneske. Som hun selv siger, på gården derhjemme var det hende der var i marken og hendes bror der hjalp til inde i huset.
Inga er glad for en Irish coffee, og sådan en bliver det så også tid til.
De to ses fast en gang hver 14. dag, og så til det løse af arrangementer der ind i mellem kan forekomme.
Tove har gennem årene været med til familiesammenkomster af forskellig art, da Inga ikke selv er i stand til at spise.
Inga er glad for at hun har sin søn og hans familie tæt på, så de nemt kan komme på besøg.