Fortsæt til indhold

Ikke mere junkfood til ænderne i Byparken

Det skal være slut med at fodre ænderne i Byparken med brødrester. Det mener Skanderborg Kommune, som nu har igangsat en informationskampagne for at få det stoppet

Samfund
Af Jonas Wrede Hansen

Det er så hyggeligt at fodre ænder med brødrester. Men ifølge Skanderborg Kommune gør man faktisk ænderne en bjørnetjeneste ved at give dem brødrester.
”Det kan være en hyggelig beskæftigelse med børnene at fodre ænderne, men vi vil nu alligevel opfordre alle til at lade være. Brødet er ikke godt for ænderne, og kan betragtes som ”junkfood” da det ikke svarer til det ænder normalt spiser, og heller ikke det de har brug for," fortæller Lars Møller fra Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune.
Derfor er kommunen nu ved at starte en kampagne op, hvor de opfordrer folk til at lade være med at fodre ænderne ved Byparken i Skanderborg. Der er ikke kun ænderne, det går ud over, når de bliver fodret med brød. Det giver urent vand og flere ænder i området.
"Mere mad er lig med flere ænder, og dermed tilføres mere næring til søen og flere ”høm-hømmer” i byparken. Dette giver flere alger i søen, og dermed mere grumset badevand. Der bliver arbejdet intensivt på flere fronter, med at gøre vandet i vores søer mere rent, både til gavn for naturen og de badende, og hver kilde til forurening der lukkes, betyder noget,” siger Lars Møller.
Opfordringen til at lade være med at fordre gælder ved alle søerne. Også Sølunds dyr vil helst bare klappes. Men kampagnen går i første omgang primært på Byparken, så badende gæster kan gå i bare tæer uden at komme til at træde på ændernes efterladenskaber.