Fortsæt til indhold

Line går all in for at opfylde Jespers drøm

Line Yde Astorp fra Ry har sat sig et mål. Hun vil opfylde drømmen for Danmarks eneste progeriaramte barn

Samfund
Grethe Bo Madsen

“Jeg er sådan indrettet, at jeg tænker meget over livet. Om det er værd at leve, hvad meningen er, og hvad der skal ske med mig. Derfor ramte det mig voldsomt, da jeg første gang hørte om Jesper. Jeg blev slået af den glæde og livslyst, der strålede fra ham. Der er noget næsten magisk ved Jespers væsens.”
Line Yde Astorp er gået all in for Jesper...igen. Jesper Sørensen fra Nordjylland er den eneste i Danmark, der er ramt af sygdommen progeria.
Tilbage i 2008 lykkedes det Line på få måneder at samle penge ind til en motorcykel med sidevogn til Jesper.
Dengang var Jesper bare 10 år. Nu er har 16 år og tænker meget over tingene. Hane eneste virkelig store drøm er at vise sine venner fra Progeria Family Circle det land, han bor i.
Men tiden er ikke på Jespers side. Progeria er en sygdom, der ælder mennesker 7-10 gange hurtigere end normalt.
“Det, der altid slår mig i mødet med Jesper, er hans måde at tackle sin skæbne på. Det, at han trods de svære odds, han har, alligevel kan være så umiddelbar, glad og fuld af lyst og forhåbninger til livet. Den livsglæde motiverer mig til at gøre en indsats. Hvis ikke han skulle have sit ønske opfyldt, hvem så?”
Derfor oprettede Line i januar Støtteforeningen for progeriaramte i Danmark. I realiteten er det en støtteforening for Jesper, da han er det eneste medlem.
“Det er den eneste måde at gøre det på, for at Jesper ikke skal betale skat af det beløb, vi samler ind,” forklarer Line.
Støtteforeningen skal bruge omkring 300.000 kroner, for at kunne invitere alle 24 børn i Europa med progeria til træf i Danmark .

Træf i Rebild til august

“Vi er allerede halvvejs, og er lige på nippet til at sende invitationer ud til et træf i Rebild Bakker i august i år.”
Jesper glæder sig - især ved udsigten til at invitere vennerne en tur i Fårup Sommerland.
“For Jesper og de andre børn med progeria er træffet en vigtig begivenhed, Det er her de møder andre børn med samme lidelse. Jeg ved, at Jespers tid er knap. Jesper ved det også. Han er meget bevidst om sin egen skæbne. Gennemsnitslevealderen for børn med progeria er 13 år. Derfor er Jespers store ønske om at samle sine venner vigtigt. Vi ved ikke, om vi har ham til næste år,” siger Jespers mor, Jette Sørensen.






















































































Kagens Dag
Kagens dag fejres på Galtens Bibliotek 13. maj klokken 14.00-17.00
Billetter koster 75 kr. og kan købes i Bagerhuset Galten og på Galten Bibliotek. Oversuddet går til Progeriaramte Jesper Sørensen
Bag Kagens dag i Galten står Bagerhuset Galten
Støtteforeningen for progeriaramte
De indsamlede midler går til at holde et Progeriatræf, hvor andre europæiske børn med samme sygdom kommer til Danmark
Vil du støtte, kan du overføre penge til indsamlingenskontoen: Reg.nr. 6129 Kontonr. 0008536821 eller via hjemmesiden Caremaker.dk
Læs mere om støtteforeningen på www.progeriadk.blogspot.dk

16-årige Jesper drømmer om at invitere sine venner fra Progeria Family Circle til Danmark. I hele Europa er der kun 24 børn med sygdommen.