Hjælp til trængte borgere
Borgere kan få hjælp til store engangsudgifter og måske også gode råd om økonomi
Norddjurs Kommune undersøger mulighederne for, at borgere, som er kommet i klemme på grund af reformerne på arbejdsmarkedsområdet, kan få økonomisk rådgivning. Samtidig gøres der opmærksom på, at man kan søge hjælp til store engangsudgifter.
Rådgivning og engangsydelser
Kommunens arbejdsmarkedsudvalg har haft det oppe at vende, og to konkrete tiltag er på vej. Dels skal mulighederne for at tilbyde individuel økonomisk rådgivning til borgere i økonomiske problemer undersøges, dels vil udvalget gøre borgerne opmærksomme på, at man kan søge engangsydelser til for eksempel indskud til en billigere bolig.
Med hensyn til individuel økonomisk rådgivning kan en mulig ordning være en åben økonomisk rådgivning én dag ugentlig i en forsøgsperiode på tre måneder. Efter forsøgsperioden vurderes, om rådgivningen skal fortsætte.
Hjælp til at gennemgå budgetter
Arbejdsmarkedsudvalget, håber, at det kan hjælpe borgere, der har svært ved at overskue deres økonomi eller borgere, som har brug for at gennemgå deres budgetter for at finde ekstra midler.
For de borgere, der er kommet i klemme i forbindelse med nedgangen i kontanthjælp på grund af kontanthjælpsreformen, er der også mulighed for at søge enkeltydelser i henhold til Lov om Aktiv Socialpolitik paragraf 81. De borgere, der eventuelt kan komme i betragtning til enkeltydelser, er dem, der har oplevet ændringer i deres forhold og hvor der er fare for, at de bliver boligløse på grund af økonomiske vanskeligheder. Norddjurs Kommune foretager en individuel konkret vurdering i hver enkelt sag.
Norddjurs Kommunes udgifter til enkeltydelser forventes at stige i 2014 på grund af kontanthjælpsreformen.