Fortsæt til indhold

Verden er fuld af muligheder hos Hadler

Det handler om udvikling af salgsorganisationer hos Hadler koncernen, som hjælper kunder i hele verden med at udvikle salget, virksomheden eller med at skabe det helt rigtige event.

Samfund
Af Søren Lindquist

UDVIKLING Gennem 30 år har Hadler koncernen beskæftiget sig med at hjælpe kunderne med udvikling.
I mange år var det udvikling af salgsorganisationen, strategi og teambuilding der fyldte mest i kalenderen, men de seneste år er events og såkaldt Destination Management vokset til at være det absolut største forretningsområde hos Hadler, som har hovedsæde på Torvet i Køge.
Med en baggrund i salg hos blandt andre Robert Bosch og IBM, startede Bent Hadler virksomheden for 30 år siden, og lige fra starten har det været en stærk udviklingsdrift, der har drevet forretningen.
- Da jeg i sin tid landede på salgshylden, gik der ikke lang tid før jeg begyndte at interessere mig for hvordan man kunne udvikle salget.
Og efter at have arbejdet med salgsoptimering i en periode opdagede jeg, at forretningsudvikling og teambuilding også var discipliner jeg var god til at arbejde med for kunderne, siger Bent Hadler.
Og som sådan har Hadler koncernen i mange år levet godt, og stødt og roligt udvidet sin kundeportefølje, specielt i udlandet. På et tidspunkt meldte behovet sig så for at hjælpe kunder i rejsebranchen med at skabe oplevelser for de gæster de lander i Danmark. Og siden da, har væksten i Hadler koncernen virkelig taget fart.

Destination Management Company

For nu er Hadler også et Destination Management Company - DMC - dvs. en virksomhed som har specialiseret sig i at skabe oplevelser for gæster, som besøger en destination.
På kundelisten er blandt andre DFDS og ViaTravel i Norge og Sverige, ligesom at man betjener flere udenlandske konferencearrangører, når de afholder events i Danmark.
Og at Bent Hadler ikke ønsker at gøre noget halvt understreges ved, at han selv valgte at gennemgå den højeste uddannelse indenfor området Destination Management - DMC i USA.
Hvis vi vil begå os med store internationale kunder, skal vi også kunne levere på højeste niveau.
Derfor sørgede jeg naturligvis selv for at være klædt på til dette, og flere af mine medarbejdere står overfor at skulle igennem denne uddannelse også, siger han.
I dag er Hadler det højest akkrediterede indenfor DMC i Europa, men ambitionerne stopper ikke her.
Der er nemlig hos Bent Hadler en fremtidig drøm om en dag også at udvikle en europæisk DMC uddannelse. Foreløbig gælder det dog udviklingen af Hadler koncernen, og her har man netop taget fat på et nyt kapitel.

Stigende interesse for events i Danmark

- Samtidig med at vi indenfor DMC har travlt med at betjene på danske og internationale kunder, oplever vi nemlig igen en stigende interesse hos danske virksomheder, for at få sammensat unikke og skræddersyede events.
Det lå lidt stille under finanskrisen, men er nu vækket til live og det ser lovende ud. Vi er naturligvis rigtig glade for igen at komme til at arbejde på det danske eventmarked.
Vi har de seneste år mest begået os internationalt på denne front, men det er herligt igen at skabe spændende events i Danmark, for vi har virkelig noget at byde ind med, siger han.
Bent Hadler har selv et ønske om at bidrage til øge kompetencerne hos ansatte i eventbranchen.
Derfor sætter han barren højt i Hadler koncernen og ansætter kun personale som har en Master degree.
Det er ikke for at udelukke folk uden uddannelse, men hvis branchen skal udvikle sig kræver det også, at de der er beskæftiget i branchen er kompetente og besidder et højt vidensniveau.
Derfor byder Hadler gerne praktikanter velkommen fra de danske uddannelsesinstitutioner.
Foreløbig har det betydet et samarbejde med Syddansk Universitet, til hvem man faktisk også har udviklet et helt valgfag omhandlende International forretningsudvikling.
Men, Bent Hadler ser gerne at samarbejdet udvides til at omfatte endnu flere uddannelsesinstitioner.
- Jeg synes vi har en forpligtelse til at bidrage med at udvikle flere dygtige folk til denne branche, så derfor ser jeg gerne flere praktikanter hos os, ligesom at jeg gerne stiller op og giver fra mig siger Bent Hadler, som også har stor erfaring i undervisning, især i udlandet.
Og sideløbende med bidraget til at klæde flere på med viden om emnet, handler det for Bent Hadler hver dag om at skabe udvikling - såvel hos kunderne som i Hadler koncernen.