Fortsæt til indhold

Ældremilliarden skal forbedre ældreplejen i Lejre

4.7 mio kroner fra regeringens ældrepulje i 2014 bliver nu omsat til konkrete indsatser i Lejre Kommune

Samfund
Af Birgitte Masson

Lejre Lejre Kommune har fået bevilliget 4,7 mio. kr. fra regeringens ældrepulje i 2014. Pengene bliver nu omsat til konkrete indsatser, der skal gøre den gode ældrepleje endnu bedre.

"Nu er vi klar til at sætte det hele i gang, og jeg glæder mig til, at vi kan se resultaterne af vores indsatser," siger udvalgsformand Leif V. Nielsen, Udvalget for Social, Sundhed & Ældre og fortsætter:

"Pengene giver os langt flere muligheder. Og selvom vi havde afsat penge i budgettet til nogle af indsatserne, for eksempel hvedagshabilitering på plejecentrene, så er det klart, at disse ekstra penge giver os et boost, hvor vi blandt andet har fået mulighed for at uddanne og ansætte flere medarbejdere."

Den 26. maj 2014 markerer Lejre Kommune på Bøgebakken Plejecenter, at otte konkrete indsatser nu bliver igangsat som følge af bevillingen fra regeringen. Det er indsatser, som skal skabe varig værdi på ældreområdet og styrke Lejre Kommunes såkaldte ”rehabiliterings- og genoptræningsindsats”, give bedre praktisk hjælp og personlig pleje – samt give bedre forhold for de svageste ældre, fx på plejehjem.

En endnu bedre ældrepleje

Til at hjælpe med indsatserne har Center for Velfærd & Omsorg i Lejre Kommune ansat 10 nye medarbejdere, der i en periode skal oplære og opkvalificere de øvrige ansatte med den nyeste viden om demens, hjerneskade, fysisk træning, faldforebyggelse, dysfagi (tygge- og synkebesvær) samt kost og ernæring.
"Jeg glæder mig til at opleve den værdi, vi gerne vil skabe på ældreområdet i Lejre Kommune. Det er både til gavn for kommunens ansatte og for de borgere, der i sidste ende skal have glæde af, at vi kan levere en endnu bedre ældrepleje, siger Leif V. Nielsen."

Fakta
De otte indsatser er:
Ernæring og faldforebyggelse: Fokus på at forebygge fald i hjemmet og fremme sundhed via kosten.
Fysisk træning under hverdagsrehabilitering: Fokus på at borgeren bliver i stand til at klare sig selv i hverdagen.
Flere sociale aktiviteter: Fokus på at forebygge ensomhed.
Demens og sansehave på Bøgebakken: Fokus på livskvalitet for demente på plejecentrene.
Den gode indflytning på plejehjem: Fokus på at borgeren og pårørende får en god oplevelse, når borgeren flytter på plejecenter.
Pleje på gæstestuerne i Hvalsø, Grønnehave og Bøgebakken: Bedre fysiske rammer og pleje for borgere på aflastning.
Aktivældreliv.dk: Fokus på flere aktivitetstilbud for friske ældre.
Virtuel genoptræning: Fokus på at motivere borgeren til at genoptræne hjemme i egen stue ved hjælp af en virtuel instruktør.