Fortsæt til indhold

Der er noget om snakken: Der er sjov tobak på Bakken

Først var han Pizza-manden, så den lille eskimo-milliardær Jacob og i år lægger Niels Ellegaard cirkusteltet ned med Hjem-Hash: Køb en pind, luk glæden ind

Samfund
Af Mikael Østergaard

Manden med gummiansigtet, Niels Ellegaard, får latteren til at runge i årets Cirkusrevy, da han entrer scenen med sin lille hashbil og alskens euforiserende stoffer. Selv har han ikke taget skade, nej, nej, nej, nej. Godt nok døjer han med mere end alzheimer light, hukommelsestab og udtalebesvær, men den faglige ekspertise er intakt:
”Husk at plante i lige rækker, lige rækker, ellers bliver det skråtobak”.
Vase & Fuglsangs geniale tekst, der får aktuel samfundsdebat og Hjem-Is til at gå op i en højere enhed, kommer med garanti til at blande sig, når årets revynummer skal kåres.

Hjem-Hash får dog kamp til stregen af 'Blomsterballet', en ballet i el-kørestol til tonerne af Tjajkovskijs vidunderlige musik. Et både smukt og vanvittigt morsomt nummer om ordløs kærlighed mellem to forelskede plejehjemsbeboere, Niels Ellegaard som kvinden og Henrik Lykkegaard som manden. Om de får hinanden, skal ikke afsløres her. Men de fortjener det efter den opvisning.

Tid til politik

Henrik Ellegaard får også i år ordet som Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen. Enten er det alderen, eller også de mange gange, Lykkegaard har spillet rollen. Men faktum er, at han kommer til at ligne ham mere og mere - og sprogtonen har han jo for længst indstuderet til perfektion. Anders Fogh viser stort mod efter Ruslands invasion på Krim: ”Putin, du er en bølle, sagde jeg til ham”.
Og så giver den tidligere statsminister og afgående generalsekretær sin kollega et godt råd på den direkte telefonforbindelse til Vladimir Putin: Se at komme ud – ligesom jeg – inden du får skylden”.

Lisbet Dahl gi'r den igen som Lars Løkke Rasmussen – og ligner ham næsten på en prik. Og så er teksten hyperaktuel: ”Kan I li' mit nye tøj? Godt, jeg er også selv glad for det. Og tak for det”.
”Venstre ved man, hvor man har – i hotellets minibar”, konkluderer Danmarks revydronning.

Også SF kommer en tur i vridemaskinen, da Annette Vilhelmsen går på talerstolen og oplæser partiprogrammet, der samtidig vises på en storskærm. Men så bliver hun væltet og afløst af Pia Olsen Dyhr, og så kan det nok være, at budskabet bliver et helt andet, tilpasset den øjeblikkelige politisk virkelighed. Hvordan det sker, skal ikke afsløres her, men det er smart udtænkt af Vase & Fuglsang.

Daisy i tidsnød

Ingen cirkusrevy uden Daisy, således heller ikke i år. Ulf Pilgaard får vanen tro publikum til at vride sig af grin i 'Nok at se til', hvor de mange ministerrokader får kongehuset til at ligne et konditori med kransekage og champagne, og hvor stakkels Dronning Margrethe hverken kan nå at læse eller underskrive de mange nye love, men må tage et stempel i brug. Med katastrofale følger for ikke mindst Prinsgemalen.

Ulf Pilgaard er også overbevisende som millionæren i skattely på Jomfruøerne.
”Det bedste ved velfærdssamfundet er at bruge det, uden at betale til det”.
Carl-Erik Sørensen har skrevet en fin tekst om de nye vrede mænd, hvor Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard gør det godt som den underkuede, truede race, og Henrik Lykkegaard er superaktuel med teksten 'En skæg ballade', som han selv fremfører i rollen som European Song Contest-vinderen Conchita Wurst. Imponerende, at han på så kort tid har nået at flikke en morsom tekst sammen om uønsket hårvækst forskellige steder på kroppen.

Glemte jeg at fortælle, at årets otte dansere fuldender en festlig og professionel cirkusrevy.

Få kiksere

Årets cirkusrevy rammer naturligvis også ved siden af.
Det starter med Vase & Fuglsangs 'El-cyklen', hvor forældreparret Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard taler om en el-cykel, mens datteren Vicki Berlin og hendes kæreste Niels Ellegaard tror, der er tale om massageapparater i forskellige størrelse og farver. Ren plat falden-på-halen komik.

Carls-Erik Sørensens 'Der må gøres noget nu' om det forkælede samfund får ikke budskabet til at trænge igennem, og Vicki Berlins 'Den unge mor' lider samme skæbne. Man kan ikke bare fyre vittigheder af, der skal mere til. Synd for Ditte Hansens afløser i Cirkusrevyen, Vicki Berlin, der ellers er et oplagt revyfund. Hun må så trøste sig med, at Ditte Hansen heller ikke fik de bedste tekster at arbejde med i sit første år i teltet.

Og så er det ikke i orden, at revyen kommer i gang med 37 minutters forsinkelse. Selvfølgelig skal fotograferne have deres billeder af de kendte, og selvfølgelig skal kendisserne have tid til at kindkysse. Men kan det virkelig ikke gøres hurtigere? Publikum viste deres utålmodighed ved at klappe ekstra meget, da tæppet omsider gik op, og kapelmester James Price slog takten an.