Cup i Ørum og gavmilde givere
Steffen Rasmussen Cup, men uden Steffen Rasmussen i år
”Vi har et rigtig godt samarbejde mellem skole, bibliotek, AC Norddjurs og Aktivcenteret og det er det, der gør det muligt at lave sådan en turneringsdag for børnene,” siger distriktsleder Karsten Refsgaard, Ørum Børneby, om den forestående Steffen Rasmussen Cup.
Fredag 23. maj fra klokken 13.30 afvikler Ørum Bibliotek, Ørum Skole og AC Norddjurs for tredje gang Steffen Rasmussen Cup på banerne ved Ørum Aktivcenter. Desværre kan Steffen Rasmussen selv ikke komme ud i år, da han er bortrejst.
Traditionen tro står der gavmilde firmaer bag præmierne til de vindende hold, og Dagli'Brugsen i Ørum støtter med frisk frugt til spillerne. NRGI har skaffet trøjer med autografer fra AGF spillere til vindere, og Djurslands Bank har også bidraget til årets præmiepulje.
Man kan tilmelde sig dette års Steffen Rasmussen Cup med enten et to- eller et tre-mandshold frem til 19. maj klokken 12.