Fortsæt til indhold

Auning får sit eget telt på messen

Syv butikker og en forening fra Auning i samme telt

Samfund
Anette Bonde

“Det er vores bedste markedsføringsaktivitet hele året. Der går typisk et halvt år, inden vi er færdige med de kontakter, vi har fået på landbrugsmessen, og der er sikkert flere, som vi ikke ved om.”
Jens Sørensen, Auning Radio og TV, har været med på landbrugsmessen i en årrække. Han har haft sit eget telt, og har derved mødt og skabt kontakt til fremtidige kunder.
“Forleden kom der en kunde ind i butikken, som jeg havde snakket med for to år siden.”

20.000 gæster

Jens Sørensen synes, det er indlysende, at en by går sammen om et telt ved det tilløbsstykke, landbrugsmessen er. Han har i seks-syv år forsøgt at få etableret et fælles Auning-telt sammen med andre af byens butikker, så han er godt tilfreds med, at det nu er lykkedes i år.
“Vi vil jo gerne fortælle de cirka 20.000 gæster på landbrugsmessen, at vi har noget i Auning, vi gerne vil vise og komme i snak med mennesker, der ikke i forvejen ved, at vi er her.”

Otte udstillere

Man finder Auning-teltet ved siden af messens tematelt. Begivenheden ligger på Facebook, hvor man kan tilmelde sig og vise sin interesse.
I Auning-teltet finder man syv butikker og en af byens foreninger. Butikkerne er Auning Radio & TV, Frisør Cassiopeia, Nyt Syn Auning, Advokat Lars Meilvang, El-Trik, Auning Boligmontering og SuperBrugsen. Hver af butikkerne udstiller varer og finder måske også på aktiviteter som konkurrencer eller andet.
“Så kom og se, hvad SuperBrugsen kan tilbyde, prøv en ny stol ved Auning Boligmontering, bliv klippet ved Cassiopeia, find ud af hvor godt man ser ud ved Nyt Syn, få lys i pæren ved Auning Radio & TV og El-Trik. Og hvis der er noget, man er utilfreds med, kan advokat Lars meilvang sikkert klare det”, siger Jens Sørensen med et glimt i øjet.
Foreningen AuningBy.dk vil fortælle om portalerne AuningBy.dk og AuningSport.dk samt om AuningBymuseum. Desuden vil foreningen sætte fokus på vej-jubilæet med en plancheudstilling.
“Og så vil vi bede folk om at hjælpe os med at udpege de 100 mest markante milepæle i Aunings historie”, fortæller Henning Millard fra bymuseet.

Gerne flere næste år

Jens Sørensen vil gerne have endnu flere butikker og foreninger med i Auning-teltet til næste års messe.
“De kommer nok, når de finder ud af, at det har været en succes. Og bliver der brug for et telt mere, så skaffer vi det.”