Fortsæt til indhold

De elever er der altså krummer i

Elever på Bavnehøjskolen i Hadsten fortæller om deres opskrifter

Samfund
Anette Bonde

En müslibar, en bagle med svedjerug og en frugttærte. Opskrifterne til disse lækkerier har elever på hjemkundskabsholdet i 6a og 6b på Bavnehøjskolen i Hadsten selv udviklet og vundet mesterskab for. På landbrugsmessen vil fire af dem lave müslibar, fire vil lave mørdej til tærten, andre vil vaske op, som jo også hører til i et køkken, og andre vil lade sig interviewe af museumsmedarbejder på landbrugsmuseet Lene Birgitte Mirland.

Mesterskab i madkamp

Eleverne vandt tidligere på året det regionale mesterskab i Madkamp – DM i Hjemkundskab, der udskrives af Madkulturen, der er en institution under fødevareministeriet.
Temaet i år var Korn og sundhed, og eleverne skulle så udvikle opskrifter. De fik tre emner: Korn som snack, Et godt brød og Korn til særlige lejligheder.
Elevernes lærer Merete Brask Vial var til introdag i efteråret. De elever, der valgte at deltage, arbejdede derefter med emnet i fire uger fra midt i januar.
De eksperimenterede blandt andet med forholdet mellem honning og sukker, og tilsatte lime og frysetørret hindbær for at få smagen til at gå op. En del af øvelsen gik nemlig ud på at indtænke de fem grundsmage, og hvordan man får dem frem.
Det endte som nævnt med at Bavnehøjskolen vandt det regionale mesterskab og gik videre til finalen i Odense 12. marts. Her sluttede festen dog, men eleverne fik efterfølgende at vide at de lå meget tæt på tredjepladsen, og at de havde gjort en god figur.

Matcher skolereformen

Merete Brask Vial fortæller, at processen overordnet matcher den undervisning, som gennemføres med skolereformen efter sommerferien.
“I det nye fag madkundskab skal eleverne have viden om mad, og de skal kunne anvende den viden i køkkenet. Eleverne skal ikke bare reproducere madopskrifter, men faget skal være mere innovativt, og eleverne skal også opbygge handlekompetence.”