Diabetesforening søger indsamlere
Landsindsamling søndag 1. juni
Diabetesforeningen i Norddjurs sender i øjeblikket nødråb ud for at få flere indsamlere til landsindsamlingen søndag 1. juni, hvor der samles ind til børn med diabetes.
Nødråbet gælder både enkeltpersoner og foreninger, idet foreningerne, der hjælper Diabetesforeningen med at samle ind, i år får 15 pct. af det indsamlede beløb til deres eget arbejde. Indtil videre er der tilmeldt 23 indsamlere i Norddjurs, men det er ikke nok til at dække alle ruter.
“Vi er både på udkig efter privatpersoner, klubber og foreninger i Norddjurs. Vi vil så gerne have dækket alle ruter. Hver rute giver i gennemsnit 1000 kroner. Som det ser ud nu, mangler vi indsamlere til rigtig mange ruter i hele kommunen”, fortæller indsamlingskoordinator i Norddjurs Margit Schumacher.
Pengene fra indsamlingen går til rådgivning, oplysning og forskning samt til kurser for børn, unge og deres familier, hvor de kan lære mere om, hvordan man lever med diabetes og møde andre familier med lignende udfordringer.