Fortsæt til indhold

AGF’s fans fortjener så meget mere

Samfund
Claus Krogh

“Mange regner fodbold for at dreje sig om liv eller død. Denne indstilling skuffer mig meget. Jeg kan forsikre om, at det er meget vigtigere”. Citatet er fra den legendariske Liverpool FC manager Bill Shankly.
Et godt citat, som rummer essensen - sat lidt på spidsen - af de følelser, der omkranser fodbold.
Nu er AGF igen rykket ned. Hvorfor og hvad konsekvensen for alle involverede skal være, vil jeg overlade til en hær af fodboldeksperter og tidligere fodboldspillere at kommentere på.
Jeg har selv tilbragt masser af timer på stadion. Helt tilbage fra den tid, hvor tilskuerpladserne omkring banen var ståtribuner med grus, og modstanderen hed Næstved og frem til i søndags, hvor AGF rykkede ned.
Rigtige mange timer med masser af gode oplevelser og ligeså mange irriterende og skuffende dårlige oplevelser.
Men jeg kommer altid igen. Og jeg er også på plads på den faste ståplads på nedre C4 efter sommerferien, når AGF tørner ud i 1. division.
For ved Gud, hvor er det da træls at skulle se en kamp mellem AGF og Thisted, fremfor AGF mod Brøndby IF (Og deres fantastiske fans i øvrigt) - men AGF er jo stadigvæk min klub. Og skulle det helt vildt utænkelige ske, at de skulle en tur i 2. division, så fulgte jeg også med derned.
For det handler ikke kun om sejre, ære og hæder. Det handler om noget andet og noget mere. Det handler om en klubfølelse. Det handler om at være stolt af sin klub i medgang og modgang.
Og lige præcis sådan har rigtig mange AGF fans det. Vi har set det i dette forår igen. Klubben oplever en helt utrolig opbakning fra fansene.
Vel bliver der buhet af spillerne, når indsatsen på banen er tandløs og blodfattig. Men det handler om klubfølelsen. Det handler om, at fansene så hjertens gerne vil have, at deres hold klarer sig godt. Det gør ondt helt ind i hjertet, når AGF spiller skidt og taber.
Mens disse linjer skrives, har AGF tabt ti kampe i streg og er nedrykker. Men indtil det sidste stod fansene bag klubben. Jeg var ikke selv til stede på Viborg Stadion, da AGF tabte der. Men jeg så den på tv. Og sikke en opbakning! Og til samtlige hjemmekampe er de loyale fans mødt op og har bakket op omkring deres helte.
I AGF har man et motto, som hedder “Stolte som Få”. Det gælder i særdeleshed for klubbens fans - de kan med oprejst pande gå sommerferien i møde, og vide at de gjorde deres.
I artiklen her ved siden af, kan du læse et interview med en af dem, der har fulgt AGF gennem op- og nedture, nemlig formanden for AGF Fanclub Aarhus, Jan Jensen. Og på spørgsmålet om han står på stadion, når der fløjtes op til den første hjemmekamp i 1. division.....ja, hvad tror du selv?

Med venlig hilsen
Claus Krogh
Ansvarsh. chefredaktør
Lokalaviserne Østjylland A/S
Twitter: @clauswkrogh