Kommer og smider 40 Browning’er på bordet
Norddjurs Flugtskydningscenter i Ørsted havde besøg af Bøssemageren
“Importøren fra Browning kommer og smider cirka 40 haglgeværer på bordet til en pris imellem 10.000 og 100.000 kroner. Så kan folk bare vælge og gå hen og skyde.”
Flemming Kempel, flugtskydningsinstruktør og formand for Norddjurs Flugtskydningscenter, kan se tilbage på en vellykket aften mandag i sidste uge, hvor både jæger-novicer og garvede jægere gjorde kål på en pæn portion lerduerved skydecentret ved Ørsted.
Knap hundrede jægere
Det var et eldorado for jægerne. Ud over at Bøssemageren i Bjerringbro kom med Browning-geværer, kunne jægerne møde jagttegnslærer og indehaver af virksomheden Jagttegn Midtjylland Tage Madsen, Auning, der er en meget anerkendt jagttegnslærer, og endelig fik hjælperne og medlemmer af Norddjurs Flugtskydningscenter nye skydeveste, sponsoreret af Bøssemageren i Bjerringbro og Auning Skilte.
Flugtskydningsbanen var fyldt godt op. Det er ved at være tid for jagttegnsprøverne, og de nye jægere skulle til at tænke på at anskaffe sig et skydevåben. Men erfarne jægere var også mødt op. Knap hundrede jægere fra 20 år og opefter prøvede at skyde med de mest eksklusive geværer og havde stjernestunder ved lerdue-kastemaskinen. Selv om det var koldt og småregnede hyggede jægerne sig. Mange blev hængende i klubhuset efter at det formelle arrangement var slut klokken 21.
Det var et led i Brownings Tour 2014, der kommer rundt i hele landet. Flemming Kempel forsikrer, at arrangementet vil blive gentaget til næste år.
Populær hobby
Jagttegnslærer Tage Madsen fortæller, at det i øjeblikket er meget populært at tage jagttegn. Aldersspredningen er stor, idet hans yngste elev er 15 år og den ældste over 50. Hvor det tidligere næsten kun var mænd, der dyrkede jagt, er det i dag blevet en populær hobby også for kvinder.