Fortsæt til indhold

Børn rydder op i naturen

Børneengens Børnehave i Kokkedal deltog i ugen efter påske i Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende affaldsindsamling

Samfund
Af Claus Beyer

Børnene var i løbet af ugen på ture i nærområdet i Kokkedal, hvor de samlede affald og blandt andet var med til at fiske gamle cykler op af åen. Der var også indlagt et besøg på genbrugspladsen i Humlebæk for at se, hvad der sker med affaldet, efter at det er smidt det i skraldespanden.
Børneengens Børnehave lavede deres egen genbrugsplads til det indsamlede affald, hvor forældrene også kunne komme med affald og være med til at sortere det sammen med børnene.
Ugen blev afrundet med et kunstprojekt, hvor børnene lavede skulpturer af det affald, de havde fundet i naturen.
Affaldsindsamlingen indgik som en del af et temaarbejde om miljø på tværs af hele områdeinstitutionen gennem marts og april, hvor børnene har arbejdet med affald på forskellige måder.
Danmarks Naturfredningsforening holdt sin årlige affaldsindsamling den 27. april, hvor børn fra skoler og institutioner i hele landet indsamlede affald i naturen. I år blev der indsamlet i alt 119.706 kilo affald.