Fortsæt til indhold

Kritiske røster til letbanedebat

Borgermøde om letbanen viste, at der stadig er modstand mod letbanen. Arbejdet med en VVM-redegørelse er nu sat i gang

Samfund
Af Theis Otzen

Letbanen er stadig et varmt politisk emne i Lyngby. Det står klart efter sidste uges borgermøde om letbanen, hvor lidt under 100 mennesker var samlet i Kulturhuset for at høre mere om letbanen i Lyngby. En god portion af de fremmødte var folk med tilknytning til det politiske miljø i Lyngby-Taarbæk Ikke mindst det letbanekritiske parti, De Konservative, var stærk repræsenteret ved borgermødet. På mødet var blandt andet Metroselskabet, der skal stå for letbanen, mødt op for at svare på spørgsmål til letbanen, der skal køre fra Ishøj til Lundtofte.
Og det var en flok spørgelystne borgere, der var til stede i Kulturhuset.

"Jeg fatter ikke, at politikerne kalder sig ansvarlige, når de påfører os så store omkostninger," lød det blandt andet fra en borger.

DTU, der er en stor fortaler for letbanen og stadig håber på, at de kan få et par stationer placeret på campus-området, var også repræsenteret ved mødet. Campusdirektør Jakob Steen Møller sagde blandt andet:

"Vi er det eneste tekniske universitet i Europa, der ikke har en skinnebåren bane."

Skal letbanen køre igennem DTU kræver det en ekstrabetaling på op imod 130 millioner kroner, og de penge er endnu ikke fundet.

Det tidligere kommunalbestyrelsesmedlem Lone Schou-Hansen ville vide, hvordan de butikker, der mister indtjening i forbindelse med letbaneetableringen, vil blive kompenseret.

"Ekspropriationskomiteen afgør, hvilke tiltag, man tager over for dem. Men det gør de først, når anlægsloven ligger klar," sagde Tove Skrumsager Frederiksen, der er projektchef i Metroselskabet.

I øjeblikket er der sat gang i VVM-redegørelsen, der skal klarlægge miljøpåvirkningerne af at opføre letbanen. Når den er klar en gang i 2015, skal politikerne give grønt lys til det videre etableringsarbejde.

Efter en række spørgsmål, der gik på blandt andet udgifterne, behovet, trafikken i Lyngby under etableringen og støj, afsluttede byplanudvalgsformand Simon Pihl Sørensen (S) borgermødet.

"Den endelige beslutning tages på baggrund af den VVM-redegørelse, der er i gang nu. Vi tager alle folks spørgsmål alvorlige, og jeg kan godt forstå, at man er optaget af støj. Men jeg tror, at en letbane vil støje mindre end busser," sagde Simon Pihl Sørensen som en kommentar til en af de kommende naboer, der frygter for letbanens støj.

Det er muligt for borgere at sende deres kommentar til letbanen til Metroselskabet eller Lyngby-Taarbæk Kommune. Disse kan indtastes via en særlig hjemmeside.
Se mere info på www.hoeringsportalen.dk