Fortsæt til indhold

Kattegatcentret er kommet i fint selskab

Centret er blevet optaget i anerkendt zoo- og akvarieorganisation

Samfund
Anette Bonde

Kattegatcentret i Grenaa er netop blevet optaget som medlem af verdens største og mest anerkendte Zoo- og akvarieorganisation, EAZA, (European Association of Zoos and Aquaria).

”En vanvittig god nyhed!”

Sådan beskriver en meget glad direktør i Kattegatcentret, Bjarne Klausen, beskeden om, at Kattegatcentret er blevet optaget i den europæiske sammenslutning.
Der er strenge medlemskrav, og da Kattegatcentret søgte om medlemsskab sidste år skete det i en omfattende ansøgning. Den blev startskuddet til en såkaldt screeningsperiode.

Internationale screenere

”I marts måned fik vi besøg af tre internationale ”screenere”, der i løbet af to dage gennemgik Kattegatcentret fra top til tå. Screenerne vendte hver en sten, kiggede alle afkroge af Kattegatcentret efter i sømmene, vurderede arbejdsklima, dyrehold og meget mere. Efter besøget indstillede screenerne os til optagelse, og denne anbefaling har EAZA's medlemskomité nu til vores store glæde behandlet positivt,” fortæller Bjarne Klausen.

Stor betydning fremover

Medlemsskabet har stor betydning for Kattegatcentrets fremtidige udvikling, da det nu bliver langt nemmere at etablere samarbejde med andre akvarier, når det handler om udveksling af dyr og det vigtige avlsarbejde.
”Zoologiske haver og akvariers fornemste opgave er at bevare truede dyrearter via formidling og avlsarbejde, og begge dele bliver nu betydeligt nemmere. Dels kan vi deltage i intensive avlsprogrammer, og dels kan vi drage nytte af det enorme netværk af professionelle kolleger i EAZA, der villigt deler ud af deres store viden. Et netværk, som vi også selv vil kunne bidrage aktivt til med vores store ekspertise inden for blandt andet opdræt af truede fiskearter og vores banebrydende træning af hajer.”