Vi er mere tilfredse med skoler og dagpasning
Vi giver bedre karakterer til den service, som kommunerne leverer
Selv om mange kommuner har gennemført besparelser på skoler, børnepasning og ældrepleje, er danskerne blevet mere tilfredse med den service, som kommunerne leverer. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse, som Økonomi- og Indenrigsministeriet har foretaget.
79 procent af folkeskoleeleverne er tilfredse eller meget tilfredse med deres skole. Det er en stigning på seks procentpoint siden sidste undersøgelse i 2012. 76 procent af forældrene er også tilfredse eller meget tilfredse.
Forældre med børn i dagpleje eller daginstitution er ligeledes i stigende grad glade for tilbuddene. 86 procent er tilfredse eller meget tilfredse. En stigning på 4 procentpoint siden 2012. Personalets indsats for at få deres barn til at føle sig tryg og glad bliver blandt andet fremhævet positivt af forældrene.
77 procent af forældrene med børn i skole fritidsordninger er som i 2012 stadig tilfredse eller meget tilfredse med tilbuddene.
Ældre og unge borgere, der modtager hjemmehjælp er også positive. 81 procent svarer i undersøgelsen, at de er tilfredse eller meget tilfredse med hjælpen. De er mere glade for den personlige pleje end den praktiske hjælp.