Åbyhøjs dagplejere til OL
Scooter-ræs, linedans og sparken på mål var på programmet til de mindstes OL
Som vaskeægte sportsstjerner ankommer børnene fra Åbyhøjs dagplejere til stadion. I åbne og blomsterudsmykkede vogne gør de deres entre.
Åbningsceremonien består af bollespisning. Boller og smør er da også den eneste doping, som ungerne får, og derfor dukker dopingkontrollen heller aldrig op.
Vi er til Dagplejernes Dag på Åby Stadion sammen med 25 dagplejere og knap 100 børn fra Åbyhøj.
I dagens anledning er der OL for de små poder med dyst i de noget atypiske discipliner scooter-ræs, balancegang, skud på mål og bold på ske fra spand til spand.
Det er dog begrænset, hvor meget dyst, der reelt er tale om. Konkurrencegenet er gemt væk, og børnene går mest bare op i at have det sjovt.
Efterfølgende får alle også et diplom med sig hjem.
Et fællesskab på tværs
Det er en fast tradition at dagplejerne i Åbyhøj mødes på Dagplejernes Dag til en fælles aktivitet. Hvert år er det forskellige grupper, som har planlagt dagen.
“Det er en god anledning til at holde en fest for os alle sammen. Desuden lærer børnene at være sammen med større grupper af børn, og dagen giver dagplejerne et bedre fundament for at samarbejde på tværs,” siger Jette Ekman, pædagogisk leder for dagplejen Åby/Åbyhøj.
For kort tid siden fusionerede dagplejen i Åbyhøj/Hasle med Åby. Dagplejernes Dag er en gylden mulighed for at lære hinanden bedre at kende.
“Som dagplejer er man en lille enhed, og det er godt at komme ud og se, at man faktisk er en del af et stort fællesskab. Desuden er det rart for børnene at se nogle børn, som de ikke plejer - det husker de nemlig, når de eksempelvis skal i gæstedagpleje,” siger dagplejer Kit Riber travlt optaget af at holde styr på “sine” børn.
Dagen bliver afsluttet med besøg af alle forældrene, som på den måde også får mulighed for at mødes på tværs.