Kritik af S-politiker for støtte til EU-modstandere
En åben opfordring om at stemme på Folkebevægelsen mod EU til parlamentsvalget på søndag er ikke god stil, lader S-formand forstå
Socialdemokraterne stiller op til EU-parlamentsvalget på søndag. Det gør Folkebevægelsen mod EU også.
Derfor er det ikke i orden, når en S-politiker går ud i EU-valgkampen og anbefaler en stemme på Folkebevægelsen mod EU.
Sådan lyder det fra Socialdemokraterne i Albertslund, efter Paw Østergaard Jensen, et af partiets medlemmer af kommunalbestyrelsen, har medvirket i en valgannonce for EU-modstanderne.
“Vi anbefaler: Stem på Folkebevægelsen mod EU”, står der i annoncen i AP, og den er prydet med to billeder - af Paw Østergaard Jensen og af Helge Bo Jensen fra Enhedslisten.
Videre kan man læse flere bud på, hvorfor de to politikere mener det er fornuftigt at stemme på liste N:
“Folkebevægelsen mod EU forsvarer konfliktretten i EU, værner om den nordiske model på arbejdsmarkedet og bekæmper social dumping.”
Har haft samtale
Gert Nielsen, formand for Socialdemokraterne i Albertslund, lader forstå, at han blev overrasket over annoncen.
“Jeg har efter at have set annoncen haft en samtale med Paw Østergaard Jensen. Her har jeg gjort ham opmærksom på, at Socialdemokraterne i Albertslund mener, at det er forkert at indrykke en sådan annonce”.
Han forklarer, at partiforeningen ikke finder det i orden, at et medlem af partiet er gået ud i valgkampen med en åben støtteerklæring til en anden liste. Derudover vil Gert Nielsen ikke kommentere yderligere på sagen.
Ingen kommentarer
Paw Østergaard Jensen lader forstå, at han ikke vil kommentere direkte på kritikken:
“Jeg har den opfattelse, at en snak mellem en lokalformand og et medlem er et internt anliggende. Så det vil jeg holde for mig selv. Min holdning til EU turde være tydelig efter annoncen, og sammen med min kamp i øvrigt for kædeansvar og ordentlige forhold på danske arbejdspladser og imod social dumping, burde du kunne stykke en artikel sammen”, skriver han i en sms til redaktionen.
Helge Bo Jensen, der som nævnt også medvirker i annoncen, vil ikke kommentere på sagen:
“Jeg er glad for Paws støtte til EU-modstanden, men jeg vil ikke blande mig i hvad de hygger sig med hos Socialdemokraterne.”
Enhedslisten stiller ikke op til Europaparlamentsvalget, og annoncen er betalt i et samarbejde mellem Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten.
due