Puk og Nicki i hård infight
Niels-Kristian Iversen mod Nicki Pedersen. Granly Speedway Arena åbner sæsonen med en lækkerbisken af en dyst mellem de to stærkeste, danske kørere, og begge Grand Prix-stjerner er opsatte på sejr
Niels-Kristian Iversen er dobbelt forsvarende dansk mester både individuelt og for hold med Esbjerg Motorsport, og i sidste sæson endte han på podiet i Grand Prix-serien. Her har Nicki Pedersen stået øverst tre gange som verdensmester, og de to kæmper igen i år med om alle titlerne, så der bliver for alvor kræset for tilskuerne, når årets første match på Granly Speedway Arena køres onsdag aften.
"Det bliver fedt at køre foran rigtigt mange tilskuere på hjemmebane, og det bliver som altid fedt at køre mod Nicki Pedersen. Det er en god duel, og jeg går da helt sikkert efter at vinde den, og jeg håber da også, at vi vinder matchen. Holsted ser ud til at være stærke igen i år, hvor blandt andet Nicolai Klindt også har ramt formen, så det bliver en spændende match. Sidste sæson var det mega tæt, og det forventer jeg, at det bliver igen i år, men vi skal gå efter at få de 1.000 dage som ubesejret på hjemmebane, og det kræver point mod Holsted og Grindsted," siger Niels-Kristian Iversen, der kan se frem til kompetent modspil fra Nicki Pedersen, når startsnoren går op.
"Vi ved, at det bliver en svær opgave, men vi kommer altid for at vinde. Esbjerg Motorsport har været stærke hjemme, men vi vil meget gerne være dem, der nulstiller den tæller på deres hjemmeside, der viser, hvor længe det er siden, de har tabt hjemme. Vi startede stærke hjemme, og det skal vi tage med til den her match, som garanteret bliver helt tæt. Der bliver med garanti noget for tilskuerne, så jeg håber også, at mange af vores fans vil være der for at bakke os op," siger Nicki Pedersen inden lokalbraget, der forventes at trække over 4.000 tilskuere i sommervejret.