Kolding scorer topkarakter på måling af psykisk arbejdsmiljø
Det psykiske arbejdsmiljø for lederne i Kolding Kommunes daginstitutioner og SFO'er er helt i top – og langt bedre end de øvrige kommuner i det sydjyske.
Det fremgår af en omfattende undersøgelse, som den faglige organisation BUPL Sydjylland har gennemført i 11 kommuner.
Undersøgelsen er gennemført som en anonym spørgeskema-undersøgelse, og i den har 82 pct. af lederne i Kolding Kommune svaret, at de oplever det psykiske arbejdsmiljø som meget godt.
Det er en procentdel, der ligger langt over svarene i de 10 øvrige kommunerne, hvor de tilsvarende procenter typisk ligger mellem 35 og 60 pct.
Samtidig har kun en enkelt leder i Kolding Kommune svaret, at vedkommende oplever det psykiske arbejdsmiljø som dårligt. Det svarer til bare tre procent, idet 34 ledere i Kolding har deltaget i undersøgelsen.
Undersøgelsen viser også, at institutionslederne i Kolding Kommune i langt overvejende grad føler, at relationerne til forvaltningen er god/rigtig god, og på et spørgsmål om, hvorvidt lederne føler sig presset i jobbet, ligger Kolding Kommune også i top i forhold til de øvrige 10 kommuner, der medvirker i undersøgelsen.
Det samme gælder i forhold til spørgsmålet om, i hvor høj grad lederne føler sig stressede.
”Vi er selvfølgelig meget glade for resultaterne af denne undersøgelse, for de indikerer, at vi langt hen ad vejen er på rette spor i forhold til tilrettelæggelsen af arbejdsforholdene for vore ledere”, siger direktøren for Børne- og Uddannelsesforvaltningen i Kolding kommune, Claus Friis Lange.
”I Kolding Kommune arbejder vi meget med netværksledelse på daginstitutionsområdet, og jeg er ikke i tvivl om, at det er en af de primære årsager til, at resultatet af undersøgelsen er så flot for vores vedkommende”.
”Tætte relationer mellem kolleger er alfa og omega, når man skal dele viden og erfaringer, og på det område er netværksledelse lidt af et Colombus-æg, som i høj grad er med til at styrke lederne i deres arbejde”, siger Claus Friis Lange.
BUPL Sydjyllands formand Elisa Bergmann glæder sig også over de positive svar fra Kolding Kommunes ledere.
"Daginstitutioner og SFO'ers ledelse har stor betydning for både medarbejdere og børn, siger Elisa Bergman.
”God ledelse er nemlig med til at skabe gode arbejdspladser med motiverede og engagerede medarbejdere, der samlet kan sikre høj kvalitet i institutionen og herunder børns trivsel og læring. Derfor er det yderst positivt, at Kolding Kommune har fokus på ledernes arbejdsforhold og mulighed for at netværke og sparre med hinanden."