Hærvejsmotorvejen vil skabe nye jobs
Hærvejskommiteen er klar med nye argumenter for en midtjysk motorvej langs hærvejen
En ny midtjysk motorvej langs den historiske hærvej og den stærkt trafikerede rute 13 vil ikke alene være til gavn for anslået 34.000 daglige bilister men også bidrage til vækst og nye jobs i de berørte kommuner langs ruten.
Hærvejsmotorvejen har potentiale til at generere 1.800 varige arbejdspladser alene i fremstillingsindustrien, viser en ny analyse fra det anerkendte konsulenthus Grontmij.
Samtidig understreges det i konklusionen, at en hærvejsmotorvej sandsynligvis vil skaffes endnu flere nye arbejdspladser i andre brancher i Midt-, Vest- og Nordjylland som for eksempel bygge- og anlæg, turisme og detailhandel.
Men derudover vil der være andre sidegevinster. Kommunerne kan se frem til at få 254 millioner kroner ekstra ind i skatteindtægter hvert eneste år, når hærvejsmotorvejen er åbnet. Endelig vil der blive tale mange jobs i anlægsfasen, anslået 24.000 årsværk.
“Hvis vi vil have vækst, og det vil alle partier i Folketinget jo, så er anlægget af en Hærvejsmotorvej en af de mere geniale måder at gøre det på. Så jeg kan kun sige til mine tidligere kolleger i Folketinget, at det gælder om at komme i gang hurtigst muligt,” siger formanden for Hærvejskommiteen, Jens Chr. Lund, der er tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem.
Faktuelle oplysninger
Kommiteen, der består af tidligere politikere og erhvervsfolk, bruger tid og kræfter på at argumentere for en Hærvejsmotorvej og forsyne beslutningstagere med faktuelle oplysninger. Formålet er at få anlagt en ny, midtjysk motorvej i stedet for, at den østjyske motorvej E45 skal udbygges med ekstra spor.
Men Vejdirektoratet har tidligere konkluderet, at en Hærvejsmotorvej til anslået 15 til 20 milliarder kroner vil være for dyr og for dårlig. Og det ærgrer Jens Chr. Lund.
“Jeg får lidt ondt i maven, når nogen siger det. Det er et faktum, at infrastrukturen i Jylland er ved at sande til. Ikke med personbiler men med lastbiler. Og ingen kan være i tvivl om, at det kalder på handling,” siger Jens Chr. Lund.
Billigere end udbygning
Han mener, at det vil være dyrere at udvide E45 end at bygge en helt ny motorvej. Samtidig peger han på, at det også ville være til stor gene for trafikanterne på E45 at skulle leve med vejarbejde på hele strækningen fra Aarhus til Fredericia.
“Det er både bedre og billigere at lave en parallelmotorvej, der aflaster E45,” siger Jens Chr. Lund.