Fortsæt til indhold

Sådan styrer du uden om trafikkøerne

Vejdirektoratets nye trafik-app giver overblik over trafikken i Østjylland

Samfund
Af Hans Larsen

Er der igen, igen kø på Kystvejen i Aarhus? Er den stærkt trafikeret motorvej E45 spærret på grund af et trafikuheld? Og er togene mellem Aarhus og Skanderborg forsinket på grund af signalfejl?
Trafikanter i Østjylland kan stille sig selv mange spørgsmål om, hvordan det står til på vejene og banerne i det store geografiske område. Og nu kan de få hjælp på turen. En ny, gratis trafik-app fra Vejdirektoratet giver et hurtigt overblik over trafiksituationen.
App'en hedder Trafikken Østjylland og henvender sig særligt til pendlerne i det østjyske, der gerne vil undgå køer og uventede overraskelser ude på vejene.
For at give det fulde overblik over trafiksituationen kan man i app'en også se trafikinformation fra togtrafikken samt Midttrafiks og Sydtrafiks busser i regionen.
“Det er tanken, at Trafikken Østjylland app'en skal give trafikanterne information nok til, at de kan træffe et oplyst valg om afrejsetidspunkt, rutevalg og valg af transportform. Der kan jo være dage, hvor det er bedre at tage cyklen, bussen eller toget frem for bilen,” siger projektleder Christian von Huth fra Vejdirektoratet.
App'en er udarbejdet i samarbejde med 10 kommuner, blandt andre Aarhus, Vejle og Favrskov.