Fortsæt til indhold

Business Kolding frygter for ufleksible lærere

Efter sommerferien skal skole-hjem kontakten ligge indenfor normal arbejdstid. Erhvervslivet efterlyser fleksibilitet

Samfund
Susie Jessen

Når børnene vender tilbage til skolen efter sommerferien i 2014, så skal al kontakt mellem skole og hjem som udgangspunkt foregå i arbejdstiden.
Det er konsekvensen af folkeskolereformen, hvor det er bestemt, at al lærernes arbejdstid som udgangspunkt skal ligge på skolen.

Samtidig har Kolding kommune besluttet, at der ikke skal laves særregler om arbejdstidsaftaler.
“Det kan selvfølgelig risikere at blive et problem , hvis al kontakt mellem skole og hjem skal ligge i arbejdstiden. Men jeg forventer da også, at der vil være en vis fleksibilitet fra lærerne. Jeg kender næsten ingen andre virksomheder, hvor de ansatte ikke af og til arbejder hjemme. Det hedder interessetid og burde kunne lade sig gøre. Det ville være helt utidssvarende, hvis lærerne ikke er til at få fat på om aftenen” siger Tove Gæmelke, som er direktør for erhvervsudviklingen i Business Kolding.

Problemet er dog, at folkeskolereformen bestemmer, at lærernes arbejdstid fremover skal ligge på skolen, hvorfor der netop ikke bliver den samme kontakt til lærerne, som der hidtil har været.

Formanden for Kolding lærerkreds, Anders Petersen, er ikke overrasket over, at erhvervslivet reagerer på den måde over for folkeskolereformen.
“Det meste af kontakten med skolen skal ligge inden for normal arbejdstid. Derefter er der lukket og slukket, når lærerne går hjem. Det er en voldsom serviceforringelse for forældrene, og jeg kan godt forstå bekymringen. Det er umuligt for os at være fleksible med den nye lov, for de nye regler er netop ufleksible for os”, siger Anders Petersen, som afviser, at lærerne kunne blive mere fleksible og for eksempel bruge noget frivillig interessetid om aftenen på skole-hjem kontakt.

“Vi kan ikke basere et godt samarbejde mellem skole og hjem på interessetid. Derfor har vi kæmpet for fleksibilitet. Det, der sker nu er, at det er ved at gå op for folk, hvad konsekvenserne af denne lov er. Og nu giver man lærerne skylden for ikke at være fleksible. Det kan godt få mig op i det røde felt,” siger Anders Petersen.
Lærerformanden påpeger, at skolerne kan indgå aftaler om at lægge eksempelvis forældremøder om aftenen. Dette ville dog udløse et arbejdstidsbestemt tillæg til lærerne, og det kan betyde, at skolelederne alligevel vil vælge at lægge møderne inden klokken 17.00 for at spare penge.

Formanden for uddannelsesudvalget, Christian Haugk (S) tror ikke, at der vil opstå problemer mellem erhvervsliv og skoler, når den nye reform føres ud i livet efter sommerferien.
Han mener, at det administrationsgrundlag, som kommunen har lavet med lærerne er nok til at sikre fleksibilitet.
“Jeg har vanskeligt ved at se problematikken. Jeg kan konstatere, at vi har lavet nogle fleksible rammer for lærerne ved hjælp af administrationsgrundlaget. Det nytter ikke noget at lægge et møde om aftenen, men vores grundlag sikrer, at der er fleksible rammer på den front”, siger Christian Haugk, som ikke mener, at det bliver et problem, at skolerne skal betale ekstra for at holde forældremøder om aftenen.

“Det væsentlige her er, at vi har skabt et grundlag, der sikrer, at det kan lade sig gøre”, siger udvalgsformanden.
Folkeskolereformens ændringer træder i kraft efter sommerferien.