Endnu mere posthus i SuperBrugsen
Post Danmark udvider sin service på posthusene hos SuperBrugsen i Stilling og Hørning
Post Danmark er landet over ved at finkæmme sine ydelser, så de mest benyttede fremover bliver endnu mere tilgængelige for posthusets kunder, mens de mindste benyttede samles på færre steder.
På posthusene hos SuperBrugsen i Hørning og Stilling betyder det, at kunderne fremover kan hente alle slags pakker og købe pakkeporto i hele SuperBrugsens åbningstid.
Til gengæld forsvinder muligheden for at sende rekommanderede breve og foretage indbetalinger. Det må borgerne i Hørning og Stilling fremover tage til Skanderborg for at gøre.
"Vores kunder bruger i dag posthuset til at hente og sende pakker og almindelige breve samt købe frimærker. Det indretter vi nu posttilbudene efter hos SuperBrugsen i Hørning og Stilling, så folk her kan hente alle salgs pakker og købe pakkeporto i hele butikkens åbningstid. Indtil nu har det kun været muligt at hente pakker, der kræver betaling, i et begrænset tidsrum," forklarer Troels T. Jensen, kundechef i Post Danmark.
"Til gengæld fjerne vi nogle af de postprodukter fra hylderne, som kunderne kun sjældent gør brug af. Det gælder blandt andet rekommanderede breve, som man ikke længere kan sende fra butikken. Der vil heller ikke være muligt at betale en regning i butikken. Skal man betale en regning, bliver det fremover nødvendigt at tage til posthuset i Skanderborg."
Ændringerne træder i kraft tirsdag 3. juni i Stilling og torsdag 19. juni i Hørning.